Pressemeddelelse fra Transportministeriet
Selvom det fra 1. marts har været muligt at bytte julegaver i langt det fleste af landets butikker, har det ikke haft den store betydning for mængden af personbiltrafik på vejene. Niveauet af personbiltrafik ligger fortsat under niveauet for samme periode sidste år. I uge ni var der ca. 22 procent færre personbiler på vejene i forhold til samme periode i 2020. Der kommer dog løbende lidt mere trafik, og der er således også en svag stigning fra uge otte til uge ni, og det gælder både på vejene generelt og biltrafikken over Storebælt.
– Vi skal have en gradvis og ansvarlig genåbning af landet og det er betryggende at se, at trafiktallene ikke er steget markant efter den seneste lempelse af restriktionerne. Det er et klart tegn på, at vi samlet set stadig holder afstand og bliver hjemme, når det er muligt. Det er med til at gøre lyset for enden af tunellen klarere, når vi samtidig med flere og flere vaccinerede også kan holde smittetrykket nede, siger transportminister Benny Engelbrecht.
Aktiviteten med Rejsekort er også fortsat lav på omkring 54 procent under niveauet for samme periode sidste år. Rejsekortaktiviteten har dog være svagt stigende siden 1. januar 2021. Det samme gælder for passagertallet i s-tog, der i uge ni ligger ca. 53 procent under sidste års niveau. Til gengæld er antallet af togpassagerer over Storebælt nogenlunde stabilt på ca. 60 procent under passagertallet i samme periode sidste år.
– Vi skal til at vænne også til lidt flere mennesker i den kollektive trafik i takt med at for eksempel flere skolebørn skal afsted igen. Derfor er det også vigtigt, at alle husker mundbind, håndsprit og afstand i bus, tog og metro – og selvfølgelig også gerne tager cyklen, hvis det er muligt, siger transportminister Benny Engelbrecht.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/abne-butikker-har-minimal-betydning-for-trafikmaengden?releaseId=13616609
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **