PRM / Demokratikommissionen mødes igen – Denne gang om techgiganters rolle og ansvar

    Pressemeddelelse fra DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd

    DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd nedsatte i efteråret 2018 Demokratikommissionen for at tage pulsen på demokratiet i Danmark. Dette bundede ud i en større rapport med analyser og anbefalinger til at styrke demokratiet i Danmark, som blev fremlagt 22. januar 2020.

    Nu mødes Demokratikommissionen igen 12. marts, altså ca. et år efter, de fremlagde deres første analyser og anbefalinger. Denne gang skal kommissionen dykke ned i techgiganternes ansvar og rolle i en verden, hvor den digitale demokratiske samtale bliver sværere at have, fordi den er præget af sociale medieplatforme og et polariseret demokrati.

    På grund af coronapandemien mødes Demokratikommissionen virtuelt. Her vil Demokratikommissionens formand, Lisbeth Knudsen, åbne debatten, der blandt andet suppleres med indlæg af Tom Jensen, chefredaktør for Berlingske, og Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.

    Problemer i demokratiet

    Chris Preuss, formand for DUF, udtaler:

    “Vores demokrati udvikler sig hele tiden, og senest har vi set en større debat om techgiganterne og deres ansvar for den demokratiske samtale. Misinformationen under corona, den hårde tone online samt fjernelsen af Trump er alle eksempler på, at vi stadig har meget at diskutere. Derfor er jeg også glad for, at DUF står for at samle Demokratikommissionen på ny, så vi fortsat kan snakke løsningsorienteret om de problemer, der er i demokratiet”.

    På mødet skal Demokratikommissionen både snakke om, hvilke tiltag den enkelte borger kan tage, men også hvad både civilsamfundet, medierne og politikerne kan igangsætte på national og europæisk. Kulturminister, Joy Mogensen, vil desuden deltage og blive præsenteret for de anbefalinger og inputs, der bliver fremlagt på mødet.

    Kontakt:

    Politisk konsulent Laura Fabricius tlf.: 60 20 14 45 email: lf@duf.dk

    Politisk konsulent Birgitte L. Søe tlf.: 60201418 email: bs@duf.dk

    Formand Chris Preuss tlf.: 22889996 email: preuss@duf.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/demokratikommissionen-modes-igen—denne-gang-om-techgiganters-rolle-og-ansvar?releaseId=13616248

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **