Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune
I begyndelsen af sidste uge blev Børnehuset Østerbro i Nykøbing Falster ramt af et smitteudbrud. Der er tale om en af de muterede varianter af coronavirus, men det vides endnu ikke hvilken én.
Syv voksne og ti børn er lige nu konstateret smittet og i alt 77 nære kontakter (14 voksne og 63 børn) fra Børnehuset Østerbro er hjemsendt og afventer svar på test. De nære kontakter skal have to negative testsvar, før de må vende tilbage til Børnehuset Østerbro.
Børnehuset Østerbro og Guldborgsund Kommunes hygiejneenhed har under hele forløbet været i tæt kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed for at sikre en effektiv smitteopsporing, og personalet i Børnehuset Østerbro har fulgt de retningslinjer til rengøring, opdeling i stuerne og andre rutiner, der er på dagtilbudsområdet.
Fredag i sidste uge lukkede børnehaveafdelingen ned efter beslutning fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Alle berørte forældre fik besked – langt de fleste via telefon fra lederen af Børnehuset Østerbro.
Kommunen forlænger lukning
Forvaltningen i Guldborgsund Kommune har besluttet at forlænge lukningen af børnehaveafdelingen. I Børne- og Undervisningsministeriets nødprocedurebekendtgørelse for dagtilbud har alle kommuner mulighed for at benytte af sig det, der hedder en dimensionering.
En beslutning om dimensionering kan kun træffes, hvis det konkret vurderes, at der er tale om et helt ekstraordinært tilfælde af smitteudbrud, hvor flere medarbejdere er hjemsendt, fordi de enten er testet positive for corona eller er nære kontakter og afventer svar på test.
Der er således lige nu ikke personale i børnehaveafdelingen, der kender huset og børnene, og dette er årsagen til den midlertidige nedlukning.
Det er første gang i coronaperioden, at Guldborgsund Kommune benytter af sig muligheden for dimensionering. Fredag i denne uge vil Guldborgsund Kommune revurdere, om man skal fortsætte med at holde børnehaveafdelingen i Børnehuset Østerbro lukket.
Margit Mikkelsen, centerchef for Børn og Læring i Guldborgsund Kommune, siger:
“Vi står i en vanskelig situation, hvor alt fast personale i børnehaveafdelingen er hjemsendt, fordi de enten er syge eller skal testes. Da der er tale om en af muterede varianter af coronavirus, som er mere smittesomme end den almindelige variant, har vi været nødsaget til at udvise ekstra forsigtighed i forhold til, hvem der skulle opfattes som nære kontakter. Det har betydet, at rigtig mange børn og voksne i børnehuset er blevet sendt hjem i isolation for at bryde smittekæderne. Vi ved, at det ikke er nogen rar situation for hverken børn, forældre eller personale, men vi gør alt, hvad vi kan for at stoppe smittespredningen i Børnehuset Østerbro.
“Vi følger løbende situationen nøje i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed, og vi genåbner først fuldt for børnehaveafdelingen, når vi vurderer, at det er forsvarligt i forhold til smittebilledet og personalebemandingen, så vores børn kan vende tilbage på en god og tryg måde. Der kan eventuelt blive tale om en delvis genåbning i en periode,” siger Margit Mikkelsen.
Vuggestueafdelingen har indtil nu ikke været berørt. Men tirsdag i denne uge blev en medarbejder, der udfører ekstra rengøring i forbindelse med corona-pandemien, konstateret smittet.
Da medarbejderen har været på stuerne i vuggestuen, betragtes alle, der har været der på samme tid som rengøringsmedarbejderen, som nære kontakter. Vuggestuen er dog ikke lukket ned, da ikke alle i vuggestuen var nære kontakter til rengøringsmedarbejderen.
Der er i alt 88 børn – både vuggestue og børnehave – tilknyttet Børnehuset Østerbro.
For yderligere information kontakt:
Margit Mikkelsen, centerchef for Børn og Læring: 25 18 28 00
Emil Andersen, kommunikationskonsulent i Guldborgsund Kommune: 25 18 01 73
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bornehaveafdelingen-i-bornehuset-osterbro-er-lukket-ned-pa-grund-af-omfattende-smitteudbrud?releaseId=13616250
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








