PRM / Regeringen må feje for egen (bil)dør

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Transportsektoren står for cirka en fjerdedel af EU’s samlede udledning af drivhusgasser. Derfor har ni EU-medlemslande, på initiativ af Danmark og Holland, nu sendt en fælles opfordring til EU-Kommissionen om at vedtage lovgivning, som hurtigere kan udfase benzin- og dieselbiler til fordel for mere miljøvenlige alternativer. Et initiativ, der får opbakning fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, som dog samtidig anbefaler regeringen selv at gøre mere for at omsætte målsætninger til handling.

    “Regeringen har i flere omgange meldt ud, at der de kommende år skal mange hundredetusinde elbiler ud på de danske veje. Men samtidig må vi spejde langt efter de konkrete handlinger, der skal få det til at ske. Eksempelvis så savner vi en national plan for udrulning af de nødvendige offentligt tilgængelige ladestandere,” siger Simon O. Rasmussen, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal, og uddyber:

    “Det er fornuftigt, at Danmark er med til at skubbe til EU, i arbejdet for at gøre transportsektoren grønnere. Men jeg synes, at regeringen skal begynde med at feje for egen dør og gå foran som et godt eksempel.”

    Netop adgangen til ladestandere er et af de allerstørste fartbump, når det gælder om at få danskerne til at tage afsked med de fossile køretøjer. Det blev senest understreget, da elbilkommissionen den 12. februar præsenterede sin 2. delrapport om emnet.

    “Samtidig viser vores egen befolkningsundersøgelse faktisk, at elbilernes rækkevidde betyder mere end prisen på bilerne, når bilejerne overvejer, om det er tid til at elektrificere deres køretøjer. Netop derfor er det vigtigt, at regeringen, udover at presse på overfor EU, også fjerner de barrierer, der begrænser udrulningen af de grønne biler herhjemme – og det kan kun gå for langsomt,” siger Simon O. Rasmussen.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne – mobil: 60 69 88 91

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/regeringen-ma-feje-for-egen-bildor?releaseId=13616213

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **