PRM / Venteliste til behandling i Kvisten på himmelflugt i 2020

    Pressemeddelelse fra Kvisten

    Ventelisten til psykoterapi er vokset, fordi flere kender til Kvistens arbejde. Samtidig er stigningen et tydeligt tegn på, at flere voksne med senfølger efter seksuelle overgreb desværre har fået det sværere under corona-restriktionerne. De har betydet endnu mere ensomhed og isolation, end Kvistens målgruppe i forvejen ofte lider under.

    Stigning på 48 pct.

    I 2019 var der 247 personer på venteliste til psykoterapi inkl. pårørende. I 2020 steg tallet til 366. Det svarer til en stigning på 48 pct. Det er især mænd, der som gruppe udgør en større andel af ventelisten. De tegnede sig i 2020 for 18 pct. mod 13 pct. året før. Det samlede antal på venteliste overstiger nu antallet af klienter i behandling – både i 2019 og i 2020. Ventetider opgøres ikke, da de svinger afhængigt af, hvor i landet brugerne (klienter) bor.

    Kvisten rekrutterer flere frivillige

    Hvad gør Kvisten ved ventelisten? Vi arbejder aktivt og konstant på at søge fondsmidler til arbejdet og at øge korpset af frivillige, som ønsker at hjælpe voksne, der har senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen. Vi har allerede flere, der står i startboksen og tripper for at komme i gang, så snart restriktionerne bliver hævet. Og vi kan sagtens være flere!

    Udover, at Kvistens frivillige skal have en godkendt uddannelse som psykoterapeut eller psykolog med psykoterapeutisk specialisering, så får de løbende efteruddannelse i arbejdet med målgruppen, ligesom det er obligatorisk at deltage i supervision. Det er både for at fastholde et højt fagligt niveau i behandlingen og for at forebygge, at de frivillige “brænder ud”. Hver frivillig i Kvisten har, hvad der svarer til to klienter om ugen. Behandlingsforløbene strækker sig ofte over et-to år.

    Lille fald i antallet af forløb

    I 2020 fik 295 personer behandling med psykoterapi i Kvisten. Det er et fald på fem pct. i forhold til 2019 (312). Under coronaen har det været vanskeligt at starte nye forløb op, da vores frivillige har måtte nøjes med at møde brugerne enten med samtaler over telefonen, på gåture med afstand eller med online terapi. Alle sessioner mellem bruger og frivillig psykoterapeut eller psykolog i Kvisten foregår normalt i frivilligcentre, sundhedshuse og i Kvistens egne lokaler. Alle steder har fremmøde været underlagt restriktioner, og dem har Kvisten fulgt, både af hensyn til brugerne og til de frivillige selv.

    Mandeprojekt afsluttet

    I 2020 er en del forløb – både individuelle og i grupper – afsluttet, fordi Kvistens særlige mandeprojekt 2017-2020, der var finansieret af satspuljemidler, er afsluttet. Der er ikke startet et tilsvarende antal nye forløb op, blandt andet på grund af corona-pandemien.

    Det betyder, at andelen af mænd i behandling i 2020 faldt til godt hver fjerde (26 pct.), fra at de udgjorde hver tredje (33 pct.) i 2019.

    Vi ser i den grad frem til, at corona-restriktionerne hæves, så vi kan komme i gang igen!

    Kontakt:

    Direktør Lisbeth Høstgaard Møller tlf.: 60707257 email: info@kvistene.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/venteliste-til-behandling-i-kvisten-pa-himmelflugt-i-2020?releaseId=13614658

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **