Pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp
Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp siger:
“Jeg er virkelig glad og stolt over, at vi i Folkekirkens Nødhjælp kan tiltrække en stærk og erfaren leder fra statsadministrationen som Lars Lindholm. Han har samtidig erfaring med udvikling og ledelse i vores frivillige bagland. Jeg ser frem til samarbejdet med Lars om at fastholde og udvikle vores brand som en af de største og mest professionelle humanitære organisationer i Danmark. I Folkekirkens Nødhjælp mærker vi en kæmpe støtte fra danskerne til vores arbejde for mennesker i nød – og et dagligt engagement fra vores mere end 20.000 frivillige. Den støtte og opbakning skal Lars være med til at styrke og udvikle.”
Ifølge Birgitte Qvist-Sørensen er Lars Lindholms ledelseserfaring fra det offentlige, og hans kendskab til det frivillige arbejde, en perfekt baggrund for arbejdet som engagementsdirektør. Han skal lede og sætte den strategiske kurs for arbejdet med kommunikation og engagement og sikre, at Folkekirkens Nødhjælp fortsat er i tæt dialog med danskerne.
Lars Lindholm ser frem til de nye udfordringer i Folkekirkens Nødhjælp:
“Jeg glæder mig meget til at lede Folkekirkens Nødhjælps store og brede engagementsarbejde og inddrage endnu flere danskere i de vigtige globale dagsordener. Coronakrisen har vist os, hvor tæt verden hænger sammen, og at globale udfordringer skal løses i fællesskab. Folkekirkens Nødhjælp har historisk set været utroligt gode til at ramme tidsånden og engagere danskerne i verden. Det arbejde skal vi fortsætte og udvikle,” siger den nye engagementsdirektør og tilføjer:
“I mine øjne er Folkekirkens Nødhjælp noget helt særligt. Det er en organisation, der er stærkt forankret værdimæssigt, og samtidig virkelig proaktiv og moderne i sit udtryk. Folkekirkens Nødhjælp sætter dagsordener, og markerer sig med klare holdninger i den offentlige debat til støtte for mennesker i nød. Det arbejde er jeg glad og stolt over at blive en del af.”
Lars Lindholm er uddannet cand. Scient. Pol og har arbejdet som kontorchef for minister- og ledelsessekretariaterne i Miljø- og Fødevareministeriet, styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering samt Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune. Før det har han blandt andet været projektleder under FN’s klimakonference, COP 15, og budgetkoordinator i Folkekirkens Nødhjælp.
Kontakt:
Pressechef Poul Kjar tlf.: +45 41865975 email: pkja@dca.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-engagementsdirektor-i-folkekirkens-nodhjaelp-10-ars-ledelseserfaring-fra-det-offentlige-og-rundet-af-fdf?releaseId=13616039
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








