PRM / Andelskassen bryder med traditionerne: Aktionærmøder afholdes digitalt

    Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S

    Danske Andelskassers Bank – i daglig tale Andelskassen – indbyder endnu en gang sine aktionærer til bankens årlige aktionærmøder, der afholdes i marts.

    På grund af COVID-19 bliver det dog en anderledes version i år, da der frem for at blive afholdt fysiske møder i hver af de seks aktionærkredse, afholdes ét digitalt aktionærmøde onsdag den 24. marts. Her vil bankens administrerende direktør Jan Pedersen og områdedirektørerne Michael Simonsen og Mikael Breinholt Juhl berette om det forgangne års begivenheder i banken.

    Selvom man i Andelskassen må bryde med den traditionelle afholdelse af aktionærmøderne, vil der dog traditionen tro være valg til Andelskassens seks aktionærråd. I år vil der – i lighed med de forrige år – være fredsvalg i alle seks aktionærkredse.

    Aktionærmødet vil blive filmet og efterfølgende lagt på Andelskassen hjemmeside. Filmen vil være tilgængelig fra onsdag den. 24. marts kl. 15.00, hvor alle interesserede vil kunne se den.

    Kontante skulderklap til lokale ildsjæle og foreninger

    Selvom det er en meget anderledes afvikling af møderne i år, bliver vi ikke snydt for uddelingen af Andelskasseprisen og Sammen kan vi mere-priserne. For syvende år i træk modtager lokale ildsjæle og foreninger, der det seneste år har skabt glæde og gjort en forskel i lokalsamfundet, priserne.

    Andelskasseprisen uddeles til privatpersoner, mens Sammen kan vi mere-priserne går til foreninger. I hver af de seks aktionærkredse uddeles fire priser til en samlet værdi af 50.000 kr., og Andelskassen uddeler derfor kontante skulderklap for i alt 300.000 kr.

    Andelskassen har modtaget i alt 231 indstillinger, og en komité har været på den vanskelige opgave at udvælge årets prismodtagere.

    Fakta:

    I 2020 i aktionærkreds Vestjylland modtog Bitten og Niels Møller Andelskasseprisen for igennem en menneskealder at have gjort et kæmpe stykke frivilligt arbejde for Alslev Sports Klub (tidl. Alslev Boldklub), mens de tre Sammen kan vi mere-priserne gik til Kvie Sø Efterskole, Nordenskov Elite Volley og Varde BMX Klub.

    I 2020 i aktionærkreds Sønderjylland var de tre modtagere af Sammen kan vi mere-priserne Air Force Memorial Center Als, badmintonklubben Dybbøl Badminton og Dansk Handicap Forbund i Sønderborg.

    I 2020 i aktionærkreds Sydjylland modtog Flemming Thrane Andelskasseprisen for at være en uundværlig ildsjæl for foreningslivet på Rømø, mens de tre Sammen kan vi mere-priserne gik til Festudvalget i Hjerting Byfest, Støtteforeningen for Agerbæk Børnehus samt Roust og Rousthøje Beboerforening.

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger, kontakt venligst kommunikationskonsulent Maria Bugge på T: 87 99 30 74 eller E: mbm@andelskassen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/andelskassen-bryder-med-traditionerne-aktionaermoder-afholdes-digitalt?releaseId=13615971

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **