Pressemeddelelse fra HEART – Herning Museum of Contemporary Art
Med udstillinger hos Deep Forest Artland – Skovsnogen, Herning City, Tekstilmuseet, Sct. Johannes Kirke, Herning Højskole, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum, parkerne i Birk og HEART er biennalen dette år uden sammenligning den mest omfattende begivenhed, HEART nogensinde har givet sig i kast med.
Under titlen “Welcome Back my Friends to the Show that never Ends” byder biennalen indenfor til en kunstfestival for hele landet med fokus på venskab, folkelighed og sammenhold.
“Biennalens titel har fået, og får ved åbningen, en ny betydning.” udtaler HEARTs direktør Holger Reenberg og fortsætter: “Pandemien har, håber vi, tilført os en ny ydmyghed og en erkendelse af vores mentale og kropslige behov for vores medmennesker. “Welcome back my friends…” er derfor alvorligere ment end det oprindelig var tænkt og det er bl.a. det, der har dikteret udvidelsen med flere samarbejder og ny kuratering.
Vi tror på at vores biennale er den rigtige markering i en ny post-covid verden, hvor gamle begreber som varme, åbenhed, engagement og debat, får nye betydninger og ny relevans. Vi er blevet mindet om vigtigheden af at kunne udtrykke os og samles om kunsten, noget HEART håber at denne biennale i særdeleshed vil fremme hos både deltagere og publikum.” afslutter Reenberg.
Ud fra et ønske om at skabe et rum for kunstnerisk nysgerrighed og samskabelse inviteres hele Danmark, som noget helt nyt i biennalens udformning, til at indsende forslag, der følger biennalens overordnede temaer venskab og mangfoldighed. Forslagene kan spænde over alt, fra dans til broderi, fra korsang til maleri, fra performance over skulptur til hidtil ukendte udtryksformer.
De udvalgte værker skal udstilles på Herning Højskole og Deep Forest Artland – Skovsnogen. Udstillingen giver mulighed for at eksperimentere og udvikle kunstneriske praksisformer under frie rammer, og giver en meget bredere gruppe mulighed for at deltage. Intentionen er at vise en alsidig udstilling hvor kunstnere og kreative sjæle af alle slags kan udfolde sig frit.
Udstillingerne på de 8 venues vil vise værker af en lang række danske og internationale kunstnere, der, udover deltagerne fra Open Call, tæller mere end 30 af kunsthistoriens mest ikoniske navne og spirende stjernefrø. Kunstnerlisten offentliggøres i løbet af marts måned.
Socle du Monde Biennale 2021 – “Welcome Back my Friends to the Show that never Ends” vises i perioden 5. juni – 31. oktober 2021 med forbehold for ændringer i forbindelse med udviklingen af coronarestriktioner.
Kontakt:
For yderligere info kontakt museumsdirektør Holger Reenberg på tlf: 40 25 10 33
Eller
Kommunikationschef Thilde Nyborg på tlf 31 44 35 05 / mail: tnn@heartmus.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/heart-udvider-danmarks-aeldste-biennale?releaseId=13615921
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








