Pressemeddelelse fra Teater Solaris
Siden den første Corona-nedlukning for et år siden, har det været en hård tid for de danske teatre. Den ene forestilling efter den anden er blevet aflyst og teatre har måtte dreje nøglen om. Men hos Teater Solaris har piben en helt anden lyd.
Gennem det seneste år er det lykkedes for teatret at skabe en ny forestilling og en nytænkende kulturfestival, der til sommer skal turnere rundt på flere af de Københavnske kulturhuse og på Sonnerupgaard Gods i Hvalsø.
“For øjeblikket er det ikke kun teatrene, der bløder grundet Corona-krisen, men det er også alle dem, der arbejder på og bag scenen. Skuespillere, teknikere, byggere og mange andre står fortsat uden arbejde. Derfor er vi enormt stolte af at kunne skabe muligheder og job for teaterbranchen under de nuværende omstændigheder,” fortæller Mark Ludvig Henriksen, chef ved Teater Solaris.
#Metoo fra mandens perspektiv
Teater Solaris’ nye forestilling, under navnet, TÅRNET, er en #Metoo-fortælling. Men ikke én, som er set før. Denne fortælling er nemlig fortalt fra krænkerens perspektiv.
“Det er essentielt, at vi kigger laget dybere i #Metoo-sagen. Det der sker nu, hvor overgreb kommer op til overfladen er enormt vigtigt, men herfra bliver vi nødt til at forholde os til, hvorfor krænkere begår overgreb. Hvordan skulle vi ellers stoppe det?” forklarer Mark Ludvig Henriksen.
“Vores instruktør og dramatiker, Sananda Solaris, er en kvinde, som selv har været udsat for #Metoo-krænkelser, men hun forstår, at disse krænkelser har været en del af en spiral, hvor der også har været en årsag til dem. Det skal vi have øjnene op for, og derfor skriver hun TÅRNET.”
Til at følge TÅRNET på sin tourné, har Teater Solaris skabt kultur- og identitetsfestivalen, EUPHORIA 2021. Denne festival skal være et samsurium af kultur- og identitetsrelevante begivenheder, der skal foregå i det fri uden for teatersalen.
Kunstnerne skal tage magten tilbage
Som en del af deres arbejde op til EUPHORIA 2021, har Teater Solaris igangsat et udviklingsforløb for kunstnere. Forløbet hedder O-SPACE og har til formål at give kunstnere motivation og kompetence til tage ejerskab over deres arbejde og skabe muligheder for sig selv.
“Det er ikke kun teatrene, der bløder i disse Corona-tider. Det gør kunstnere af alle slags. Telefonerne ringer ikke og jobbene kommer ikke ind. Det skal vi gøre noget ved! Vi bliver som kunstnere nødt til at lære, hvordan vi skaber mulighederne for os selv, når ingen andre gør det for os,” forklarer Mark Ludvig Henriksen.
O-SPACE er et gratis forløb for kunstnere af alle baggrunde, som ønsker at udvikle deres evner til at skabe muligheder for sig selv. Derudover får kunstnerne mulighed for at afprøve deres koncepter og idéer på EUPHORIA 2021.
“Vi mener, der er enormt vigtigt, at man har et mål med det arbejde, man laver, især når det kommer til ens egen udvikling som kunstner og iværksætter. Derfor laver vi en O-SPACE-scene på EUPHORIA 2021, hvor kunstnerne fra O-SPACE frit kan eksperimentere og afprøve deres arbejde,” uddyber Mark Ludvig Henriksen.
Mere info om Teater Solaris’ arbejde og om tilmelding til O-SPACE kan man finde på teatrets hjemmeside, og teatrets sider på sociale medier.
Kontakt:
Mark Ludvig Henriksen. Teaterchef v. Teater Solaris. Mail: mark@teatersolaris.dk, tlf: 25153370.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/teater-solaris-hyrer-mens-andre-fyrer?releaseId=13615833
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








