Pressemeddelelse fra OK
I løbet af foråret og sommeren skal OMBOLDs inkluderende fodboldkaravane igen på tur rundt i hele Danmark for at afholde lokale, regionale og nationale stævner og mesterskaber for socialt udsatte og hjemløse. I den forbindelse har foreningen indgået en aftale med energiselskabet OK, som medfører betydelig støtte til transport og afholdelse af arrangementer i hele landet.
Mobile fodboldbaner til socialt udsatte
Hver eneste gang, OMBOLD afholder stævner og andre større arrangementer målrettet udsatte og hjemløse, skal der fragtes mobile gadefodboldbaner, borde, bænke, pavillontelte og andet udstyr fra henholdsvis Vejen Idrætscenter eller København, hvor OMBOLD har magasiner. Desuden skal baner og andet udstyr sættes op, pakkes ned og fragtes retur. Den logistik koster penge, og her er det oplagt for OK at give en hjælpende hånd.
“OK går ind og dækker alle vores udgifter til brændstof. Desuden har de valgt at støtte yderligere op om os med en meget flot donation som transportpartner. Samlet set halveres OMBOLDs transportudgifter takket være aftalen med OK,” fortæller direktør i OMBOLD Martin S. Pedersen.
Han slår samtidig fast, at de midler, som OMBOLD nu sparer som følge af aftalen, investeres målrettet i at udvikle foreningens tilbud til socialt udsatte. På den måde kan man inkludere endnu flere på kanten af samfundet i fællesskabet, som socialt udsatte møder igennem OMBOLDS aktiviteter.
“Vi regner med at afholde i nærheden af 23 stævner og mesterskaber i alle afkroge af landet fra maj til september 2021 for mere end 1.400 deltagere, hvis landet igen er åbnet op til den tid,” siger Martin S. Pedersen.
Et oplagt partnerskab
Hos OK, som i mange år har støttet projekter med udgangspunkt i sport og socialt udsatte i samfundet, har man store forventninger til det nye partnerskab med OMBOLD.
” Vi er glade for, at vi kan være med både omkring Hjemløselandsholdet, Asfaltligaen og åbne træningsaktiviteter, som kommer hjemløse og socialt udsatte til gode over hele landet. I OK har vi en lang tradition for at støtte idræts-og foreningslivet i Danmark, og det er noget, vi er stolte af. Vi er måske mest kendte for at støtte lokale sportsklubber, men vi lægger også vægt på at tage socialt ansvar overfor udsatte grupper. Vores ønske er, at alle, som har lyst, får adgang til det fællesskab, som man møder, når man dyrker sport. Derfor er OMBOLD den perfekte partner for os,” siger CSR-ansvarlig Steffen Toft Spiele fra OK.
OK-kunder kan støtte OMBOLD
Samtidig har OK også gjort det muligt at støtte OMBOLDs arbejde for socialt udsatte og hjemløse, når bilen skal tankes. Bilister kan som udgangspunkt støtte OMBOLD med fem øre for hver liter brændstof, de tanker hos OK. Hvis man samtidig køber el hos OK, så er det 10 øre pr. liter. Har man også mobiltelefoni hos OK, når støtten op på 15 øre pr. liter brændstof.
Det koster ikke ekstra at tanke, da det er OK, som betaler støtten. Alt, det kræver, er, at man skal tilknytte sit OK Benzinkort til OMBOLDs sponsoraftale på OKs hjemmeside. Derefter kan man støtte OMBOLD uanset om man betaler via benzinkort, betalingskort eller i Tank & Betal-app’en.
For yderlige info:
Martin S. Pedersen, direktør i OMBOLD, Tlf. 61 28 11 49,
Steffen Toft Spiele, CSR-ansvarlig i OK, Telefon 21 48 68 03,
Fakta
OMBOLD engagerer årligt mere end 1.400 spillere i landsdækkende stævner og mesterskaber og fastholder mere end 200 spillere ugentligt til træning og turneringer i alle større byer over hele Danmark. OMBOLD er også ansvarlig for at udtage og træne det danske hjemløselandshold i fodbold, som repræsenterer Danmark ved det årlige Homeless World Cup med deltagelse af 52 nationer.
Kontakt:
CSR-ansvarlig Steffen Toft Spiele email: stts@ok.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ok-stotter-fodbold-for-hjemlose?releaseId=13615743
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **