PRM / Skole OL lancerer Danmarks største virtuelle sportsbegivenhed for børn

    Pressemeddelelse fra Billund Kommune

    Det virker på mange måder som en umulig opgave at samle 12.000 skoleelever til en Skole OL finale, når landets folkeskoler kun så småt er begyndt at åbne op igen efter lang tids nedlukning. Alligevel har Skole OL fundet nye veje og muligheder for at give eleverne en unik og fælles idrætsoplevelse.

    “I år er Skole OL igen desværre udfordret på grund af corona, men Skole OL 2021 er et bevis på, at kreativiteten spirer i krisetider. For i år bliver Skole OL virtuelt, men vores værdier, fællesskab, færdighed og fairplay, og idrætten forbliver omdrejningspunktet, så vi forventer os endnu en fantastisk Skole OL sæson – på en ny og innovativ måde,” siger Morten Mølholm-Hansen, der er direktør for DIF og en af initiativtagerne bag Skole OL, der så dagens lys i 2009.

    De virtuelle Skole Olympiske Lege begynder den 25. maj og fortsætter tre uger frem. Her skal eleverne klassevis gennemføre en række sjove og udfordrende konkurrencer på deres skoler. Der er lagt op til en masse bevægelse med alternativ bowling, siddende volley, trillebør relay og meget andet. Konkurrencerne giver point, alt efter hvor godt klasserne klarer sig. I et nyt virtuelt univers kan lærerne løbende indsende klassens resultater, som tages med videre til den store virtuelle finale fredag den 18. juni, hvor en landsdækkende vinder fra hvert klassetrin kåres.

    Virtuel finalefest i Børnenes Hovedstad

    Det hele kulminerer i en kæmpe virtuel finalefest, som sendes direkte fra LEGO House og transmitteres ud til klasselokaler over hele landet. Det er Billund Kommune, som er vært for Skole OL-finalen 2021-2024. Samarbejdet mellem Billund Kommune og Skole OL hænger sammen med visionen om Billund som Børnenes Hovedstad.

    “Som hjemsted for Børnenes Hovedstad er leg, læring og kreativitet en central del af vores hverdag i Billund Kommune. Leg kan skabe et trygt rum til udfoldelse, bringe mennesker sammen og understøtte læring og kreativitet. Vores værdier om læring gennem leg går hånd i hånd med Skole OL’s værdier om fællesskab, færdighed og fairplay,” fortæller Ib Kristensen, borgmester i Billund Kommune.

    Det bliver en vaskeægte fejring af fællesskab, færdighed og fairplay, når alle Danmarks skoleelever hjælper os med at skabe en olympisk værdig finalefest med opvarmning, ekstra konkurrencer, præmieoverrækkelse og meget mere!

    Fakta:

    De virtuelle Skole Olympiske Lege

    Læs mere på www.skoleol.dk

    Skole OL

    Skole OL er OL i børnehøjde. Det er Danmarks officielle Olympiske Lege for skoleelever, hvor klasserne konkurrerer sammen som et hold. Skole OL er udviklet af Dansk Atletik og Danmarks Idrætsforbund i samarbejde med TrygFonden og Nordea-Fonden. Salling Group bidrager til Skole OL. I 2021-2024 er Billund Kommune som hjemsted for Børnenes Hovedstad vært for Skole OL Finalen. Værtskabet er støttet af Ole Kirk’s Fond.

    Børnenes Hovedstad, Billund

    Billund Kommune er vært for Skole OL Finalen 2021-2024. Finalen sendes direkte fra Billund by – Børnenes Hovedstad, som er centrum for kommunens ambition om at
    udvikle børn og give dem kompetencer for livet gennem leg, læring og kreativitet.
    Billund Kommunes arbejde for og med børn har gjort, at kommunen har opnået UNICEF’s anerkendelse som landets første børnevenlige by og kommune.
    Læs mere om værtskabet, som er støttet af Ole Kirk’s Fond, på www.billund.dk/skoleol.

    Kontakt:

    Udtalelser og spørgsmål til De virtuelle Skole Olympiske Lege:
    Trine Damsgaard Eriksen
    Finalechef, Skole OL
    trine@skoleol.dk
    Tlf. 30 66 73 17

    Spørgsmål til Skole OL:
    Janni Johanne Thrane
    Projektchef Skole OL
    janni@skoleol.dk
    Tlf.: 28 86 84 02

    Spørgsmål til Billund Kommunes værtskab:
    Andreas Bjerre
    Presse- og brandingchef i Billund Kommune
    abj@billund.dk
    Tlf. 79 72 72 09

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/skole-ol-lancerer-danmarks-storste-virtuelle-sportsbegivenhed-for-born?releaseId=13615680

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **