PRM / ITD vil have flere og mere barske opkrævningsmetoder for ubetalte p-bøder

    Pressemeddelelse fra ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport

    I alt, alt for lang tid har udenlandske chauffører set stort på de danske parkeringsregler og risikoen for bøder. Skulle de modtage en bøde, har mange simpelthen valgt at ignorere den og spekuleret i, at danske myndigheder ikke ville eller kunne opkræve bøden på en effektiv måde. Og det har de desværre haft ret i.

    – Det er fuldstændig uacceptabelt, at danske chauffører og vognmænd troligt betaler deres bøder, mens deres udenlandske kolleger kan være ligeglade og se stort på bøderne. Det er et spørgsmål om helt basal retssikkerhed og fair og lige konkurrence. Nu viser det sig så ovenikøbet, at det seneste initiativ med at inddrage private firmaer i opkrævningsarbejdet tilsyneladende er blevet kraftigt oversolgt og næppe får nogen betydning for inddrivelsen, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD. Hun henviser til en artikel i Lastbil Magasinet, hvor det fremgår, at det private firma Euro Parking Collection plc (EPC) trods forlydender om det modsatte alligevel ikke kommer til at stå for inkasso-opgaven med inddrivelse af gæld fra skyldige udenlandske chauffører.

    I januar 2021 offentliggjorde Færdselsstyrelsen ellers, at man havde indgået aftale med det private firma Euro Parking Collection plc (EPC) om, at de fremadrettet skulle opkræve gæld fra skyldnere udenfor Danmarks grænser. Nu viser det sig, at firmaet blot skal sende en opkrævning og en betalingspåmindelse, men ikke drive decideret inkasso, og det kommer næppe til at have en effekt på ubetalte parkeringsbøder for over 11 millioner kroner fra udenlandske lastbiler. Det svarer til 6.600 ubetalte bøder, som underbygger opfattelsen af at parkeringsopkrævningen åbenbart er et område uden for lands lov og ret.

    – Vores medlemmer er dybt frustrerede over, at der tilsyneladende stadig ikke sker noget på området. Vi har al mulig grund til at tvivle på, at det kommer til at gøre nogen som helst forskel, at EPC sender en opkrævning, så ministeren kan lige så godt nu komme i gang med nye alternative opkrævningsmetoder. Vi foreslår helt konkret, at Færdselsstyrelsen får muligheder for straksopkrævning, eller at bøden sendes til brugeren eller ejeren af traileren, som så selv må afregne med chaufføren. Det kunne måske også få transportkøbere til at sikre sig, at de hyrer firmaer, der vil overholde reglerne, til opgaverne, siger Carina Christensen.

    ITD vil nu sende en opfordring til transportministeren om at indkalde transportorganisationerne til en drøftelse af omgående iværksættelse af yderligere tiltag.

    Kontakt:

    Pressechef Nicolai Bro Jöhncke tlf.: +45 3069 9430 email: nbj@itd.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/itd-vil-have-flere-og-mere-barske-opkraevningsmetoder-for-ubetalte-p-boder?releaseId=13615539

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **