PRM / Der er stadig langt mellem passagererne i den kollektive trafik

    Pressemeddelelse fra Transportministeriet

    Vi skal sørge for god afstand til hinanden, også i den kollektive trafik. De ugentlige trafiktal viser, at vi er gode til at give pladsen i den kollektive trafik til dem, der har mest brug for den.

    – Vi skal holde godt fast i de redskaber, vi ved, virker mod smittespredning, og det er blandt andet god afstand til hinanden. Især nu, hvor vi også åbner samfundet mere. Der har længe været langt mellem passagererne i den kollektive trafik langt de fleste steder, og det er positivt, at dem, der har muligheden for alternativ transport, giver plads til dem, for hvem den kollektive trafik er nødvendig, siger transportminister Benny Engelbrecht.

    Rejsekortaktiviteten har i uge 8 på trods af skolernes vinterferie i dele af landet været ca. 58 procent under niveauet for samme uge sidste år. Det samme gælder for s-togtrafikken, der også ligger ca. 58 procent under sidste års niveau. Der er ca. 60 procent færre rejser over Storebælt i uge 8 i år i forhold til samme uge sidste år.

    Personbiltrafikken har været stigende i 2021 og toppede indtil videre i uge 7, hvorefter stigningen har jævnet sig, og niveauet for personbiltrafikken i uge 8 ligger ca. 23 procent lavere end samme periode sidste år. Antallet af personbiler over Storebælt steg i uge 7 til ca. 18 procent under sidste års niveau, men er faldet igen i uge 8 til ca. 26 procent under niveauet for samme uge sidste år. Antallet af personbiler, der krydser den dansk-tyske grænse, ligger ca. 71 procent under sidste års niveau.

    – En genåbning betyder flere biler på vejene, og jeg forventer, at vi vil se en stigning i trafiktallene på vejene fremover. Opfordringen er dog fortsat, at alle unødige rejser bør udskydes til en større del af befolkningen er vaccineret, siger transportministeren.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/der-er-stadig-langt-mellem-passagererne-i-den-kollektive-trafik?releaseId=13615165

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **