Pressemeddelelse fra World Animal Protection Danmark
313 kinesiske læger har skrevet under på, at de ikke mere vil benytte medicin, der er produceret af galde fra bjørne, kropsdele fra tigre, løver og jaguarer, samt skæl og andre ingredienser fra skældyr og slanger.
Bag initiativet står World Animal Protection International, der har etableret et unikt samarbejde med flere hundrede kinesiske læger samt Chunyu Doctor, der er en af Kinas største internet-baserede sundheds-portaler.
Indsatsen er baseret på en undersøgelse, som World Animal Protection foretog i 2019, hvor 83 procent af i alt 1700 læger, tilknyttet Chunyu Doctor, svarede, at de gerne ville bruge medicin fra planter, men at de manglede tilstrækkelig viden.
Derfor arrangerede World Animal Protection en række seminarer, hvor mere end 400 læger tilmeldte sig.
Her underviste og fortalte kinesiske sundhedseksperter om forskning i plantebaseret medicin, og efterfølgende indgik 313 læger aftaler om, at de fremover ikke vil anbefale medicin med indhold fra vilde dyr.
Kinas læger har stor indflydelse på forbrugernes valg af medicin, og der er et enormt marked for traditionel medicin i Kina, hvor ingredienser fra dyr indgår.
Det betyder, at tusindvis af bjørne i små bure, hver dag får tappet galde under store lidelser. At fredede jaguarer i Sydamerika dræbes af krybskytter, samt at løver på farme i Sydafrika, opfostres til brug i trofæ-jagter, hvorefter kroppene eksporteres til Asien, hvor der scores yderligere profit på de kropsdele, der indgår som ingredienser i den traditionelle medicin.
“Hele idéen med vores kinesiske initiativ er, at forhindre den groteske udnyttelse og mishandling af vilde dyr, og samarbejdet med de kinesiske læger, ser ud til at blive et helt konkret og virkelig positivt skridt for verdens vilde dyr,” siger Gitte Buchhave, direktør for World Animal Protection Danmark.
Internetportalen Chunyu Doctor har nu forpligtet sig til ikke at sælge og anbefale produkter med ingredienser fra vilde dyr, og da firmaet samtidig har planer om at åbne fysiske klinikker og butikker, vil endnu flere kinesiske borgere i de kommende år blive påvirket til at bruge dyrevenlige produkter.
Siden WAP startede sit kinesiske initiativ for plantebaseret medicin, er Chunyu Doctor den femte kinesiske medicinalvirksomhed, der udelukker produkter med ingredienser fra vilde dyr.
Kontakt:
Presseansvarlig Kenan Seeberg tlf.: +45 21731722 email: kenanseeberg@worldanimalprotection.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kinesiske-laeger-gor-op-med-misbrug-af-dyr-i-traditionel-medicin?releaseId=13614612
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **