PRM / Pårørende mødes professionelt og med smil i Esbjerg Kommune

    Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

    Handicaprådet satte fokus på behovet for at få en særlig kontaktperson for pårørende i et budgetforslag sidste år. Siden da har Esbjerg Byråd fundet finansiering til en stilling, der i første omgang løber i to år.

    – Flere andre danske kommuner har succes med at gøre en særlig indsats for pårørende, og det har længe været et stort ønske at kunne tilbyde denne vigtige funktion i Esbjerg Kommune. Derfor er jeg meget glad for, at vi nu har fået ansat Lene Voetmann, så det bliver lettere at være pårørende, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

    Tværgående samarbejde

    Lene Voetmann vil arbejde på tværs af de kommunale afdelinger for at sikre et smidigt samarbejde. Det er ambitionen, at pårørende på den måde oplever én indgang til kommunen.

    Ud over det interne samarbejde i Esbjerg Kommune, kommer den nye pårørendevejleder også til at have tæt dialog med andre samarbejdspartnere, der allerede har været involveret i selve ansættelsen.

    – Vi nedsatte en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Handicaprådet, Ældrerådet, Udsatterådet og Frivillighuset Vindrosen, der har været med til at vælge den rigtige kandidat. Og der var enighed i ansættelsesudvalget om at pege på Lene Voetmann, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

    Hvem kan få hjælp hos pårørendevejlederen?

    Alle voksne pårørende kan blive guidet videre eller få råd og vejledning hos pårørendevejlederen.

    Målgruppen omfatter pårørende til mennesker med langvarig fysisk eller psykisk sygdom eller handicap. Det kan også dreje sig om aldersbetingede funktionsnedsættelser eller udfordringer på grund af et misbrug.

    En af de vigtige opgaver for pårørendevejlederen bliver individuel vejledning og sparring, der tilpasses efter behovet hos den pårørende. Det kan fx handle om konkrete bekymringer eller praktiske udfordringer i hverdagen. Der vil være stor fokus på, om den pårørende også selv har udfordringer, og måske er der brug for gode råd om, hvordan man passer på sig selv, når man er nær pårørende til en, der har det meget dårligt.

    46-årige Lene Voetmann tiltræder den to-årige stilling den 1. marts 2021.

    Mere information
    Esbjerg Kommunes Pårørendepolitik:
    www.esbjerg.dk/om-kommunen/vision-og-politikker/paaroerendepolitik

    Kontakt:

    Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune, tlf. 27 24 18 00, jesra@esbjerg.dk

    Lene Voetmann, pårørendevejleder i Esbjerg Kommune, tlf. 23 60 74 44, lenvo@esbjerg.dk

    Lise Willer, direktør i Borger & Arbejdsmarked i Esbjerg Kommune, tlf. 29 64 47 53, lipw@esbjerg.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/parorende-modes-professionelt-og-med-smil-i-esbjerg-kommune?releaseId=13614594

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **