PRM / En hård måned for bilsalget, men der er lys forude

    Pressemeddelelse fra De Danske Bilimportører

    Som det meste af detailhandlen, har bilforhandlere landet over været lukket for kundebesøg siden jul, men onsdag d. 24. februar offentliggjorde Regeringen og dens støttepartier en aftale om kontrolleret genåbning af “udsalgsvarebutikker”, som bl.a. omfatter bilforhandlere, pr. 1. marts. Det er bestemt godt nyt for bilbranchen, som har været hårdt prøvet af først langstrakte afgiftsforhandlinger i efteråret og dernæst corona-nedlukning i vintermånederne.

    “Med genåbningen af landets bilforhandlere er der udsigt til, at de danske bilforhandlere kan begynde at indhente vinterens tabte salg. Genåbningen sidste sommer viste, at kunderne vender hurtigt tilbage, når butikkerne får lov til at slå dørene op. Denne gang er det med lidt flere restriktioner og forholdsregler end i sommer, men vi håber og tror på, at det samme, overordnede mønster vil gøre sig gældende igen,” siger Mads Rørvig, administrerende direktør for De Danske Bilimportører.

    Opadgående grønne salgsandele

    Ligesom resten af bilsalget har også de opladelige biler været påvirket af corona-nedlukningen. Bemærkelsesværdigt er det dog, at andelen af grønne i det totale salg fortsat holder niveau. I den forgangne måned udgjorde de opladelige biler sammenlagt 17,2 procent af nyregistreringerne – andelen var 7,3 procent i samme måned sidste år. Imens elbilerne udgjorde 3,5 procent, udgjorde de opladelige plug-in hybrider 13,7 procent af nyregistreringerne i februar måned.

    “De grønne biler holder momentum trods svære betingelser. Det er imponerende. De opladelige biler benytter ny teknologi, som stadig er nyt land for mange bilister. Alligevel er en stor andel af bilkøberne i februar hoppet med på den grønne vogn, selvom de ikke har kunnet komme på besøg hos forhandlerne og se, føle og mærke fremtidens biler. Det vidner om stor tillid til de grønne biler fra forbrugernes side,” siger Mads Rørvig.

    Pressefoto

    https://www.bilimp.dk/CMS/Upload/1/Documents/Presse/Mads_1.jpg

    Kildeangivelse

    Alle gengivelser af data og oplysninger bedes kildeangives med: De Danske Bilimportører.

    Kontakt:

    Adm. direktør Mads Rørvig tlf.: 30 16 10 04 email: mr@bilimp.dk

    Public affairs- og kommunikationskonsulent Sara Gabrielsen tlf.: 71119491 email: slg@bilimp.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/en-hard-maned-for-bilsalget-men-der-er-lys-forude?releaseId=13614506

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **