Pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp
De frivillige rundt omkring i landets genbrugsbutikker glæder sig over, at de fra mandag den. 1. marts igen kan byde kunderne indenfor. Nedlukningen har betydet et stort fællesskabstab for mange, som har haft deres faste gang i butikkerne. Derudover har de mange lukkede butikker også resulteret i et stort økonomisk tab.
“Vores frivillige er lykkelige for, at de igen kan komme i gang i genbrugsbutikkerne, og vi er lykkelige for, at de ikke har mistet lysten under pandemien. Faktisk har vi oplevet, at mange af vores frivillige af eget initiativ har lavet ‘click & collect’, og på den måde har de holdt gang i netværket. Det er jo en skøn blanding af modent iværksætteri, engagement og ukuelighed, som ikke kan købes for penge,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
10 millioner i tabt omsætning
Men selv om de frivillige har været initiativrige og gjort deres for, at økonomien ikke er gået helt i stå, så står Folkekirkens Nødhjælp stadig med et omsætningstab på omkring 10 millioner kroner.
“Det er rigtig mange penge, som uden tvivl kunne have gjort stor gavn ude i verden. For 10 millioner kroner kan vi f.eks. være med til at ændre levevilkårene for 40.000 mennesker i ekstremt fattige landsbyer i Zimbabwe ved blandt andet at bygge brønde, solcelledrevne vandingsanlæg og omlægge landbruget til klimaresistente afgrøder, siger Birgitte Qvist-Sørensen og fastslår, at det kan få konsekvenser for det arbejde, som Folkekirkens Nødhjælp og andre organisationer, der driver genbrugsbutikkerne, udfører.
Økonomisk håndsrækning
Hos Dansk Erhverv glæder de sig over, at mange butikker nu kan åbne og dermed få sat skub i økonomien. Men administrerede direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, bakker samtidig op om, at organisationer som Folkekirkens Nødhjælp får en økonomisk håndsrækning, så nedlukningen i Danmark ikke kommer til at gå ud over verdens fattigste.
“Genbrugsbutikkerne er en vigtig motor, der sikrer indtægter til vigtige indsatser til gavn for mennesker i nød herhjemme og ude i verden. Derfor er det værd at fejre, at de – ligesom mange andre butikker – nu må invitere danskerne indenfor igen. Men det er samtidigt vigtigt, at organisationer som Folkekirkens Nødhjælp får en ordentlig kompensation for de tab, de har lidt, mens de har været lukket ned, ” siger Brian Mikkelsen.
Fra Slagelse til Sydsudan
Birgitte Qvist-Sørensen håber på, at noget af det tabte kan blive hentet ind, når butikkerne gradvist åbner igen. Men hun erkender samtidig, at Folkekirkens Nødhjælp har brug for at få del i regeringens hjælpepakker, ligesom i foråret, hvis regningen ikke skal sendes til verdens fattigste.
“Selvfølgelig er jeg bekymret. Pengene fra genbrugsbutikker og andre frivillighedsaktiviteter i Danmark gør en kæmpe forskel i verden, og vores egne indsamlede midler er ofte en forudsætning for at få bevillinger fra internationale donorer. Derfor kan det virkelig få konsekvenser i Sydsudan, når genbrugsbutikken i Slagelse må holde lukket,” siger Birgitte Qvist Sørensen.
————————
Presseinvitation:
Besøg i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik
Adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen og generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen besøger tirsdag den 2. marts kl. 14.00 Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Lyngby for at tale med de frivillige om en god og sikker genåbning.
Adressen er: Lyngbygårdsvej 96, 2800 Kgs. Lyngby.
Det er muligt for journalister og fotografer at deltage. På grund af Covid-19 vil der være begrænset plads. For tilmelding kontakt: Pressechef i Folkekirkens Nødhjælp, Poul Kjar på
eller telefon 41865975.Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/jubel-over-abning-af-genbrugsbutikker-bekymring-over-tabet?releaseId=13614487
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **