PRM / Stor vaccine-generalprøve forløb planmæssigt i Region Sjælland

    Pressemeddelelse fra Region Sjælland

    Vaccinationsstederne i Arena Næstved og Holbæk Sportsby lukkede kl. 22 til aften efter en lang og travl dag, hvor der har været fuld gang i vaccinationerne. Og den første status umiddelbart efter slutfløjtet lyder på, at den store vaccine-generalprøve er gået godt og efter planen.

    – Det er gået over al forventning, ikke mindst takket være en kæmpe indsats fra alle de medarbejdere, der har været med til at planlægge og gennemføre dagen. Jeg glæder mig til at nærstudere data og erfaringer fra i dag, når resultaterne foreligger, med henblik på at kunne bruge det i den videre vaccinationsplan. På den måde kan vi optimere vores indsats i kampen mod COVID-19 og give borgerne i Region Sjælland den bedst mulige oplevelse, siger Trine Holgersen, direktør i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.

    I alt var der planlagt 5.630 vaccinationer i regionen i dag. De fordelte sig med vaccination af 2.840 borgere i Arena Næstved, 1.140 borgere i Holbæk Sportsby samt 1.650 frontpersonale fra kommuner og sygehuse, der fik vaccinen på akutsygehusene i Holbæk, Slagelse, Nykøbing Falster og Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

    Klar til flere vacciner
    Alle regioner har i dag testet indsatsen med at massevaccinere som en generalprøve frem mod, at Danmark modtager vacciner i stor stil. Og Trine Holgersen er fortrøstningsfuld i forhold til den store vaccinationsopgave, der venter.

    – Vi er helt klar til at kunne rulle ud i større skala, og vi kunne godt have haft endnu flere borgere igennem vores generalprøve i dag, da vi har haft ledig kapacitet i vores vaccinationsbokse løbende gennem hele dagen. Selvfølgelig har der helt som ventet været små bump på vejen, hvor vi eksempelvis har fået værdifuld erfaring med, hvordan vi kan guide og hjælpe borgerne endnu bedre igennem vaccinationsflowet i centrene. Nu venter vi bare på, at der kommer flere vacciner – og vi glæder os, siger Trine Holgersen.

    Kontakt:

    Trine Holgersen, direktør i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland, 21 16 23 45

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stor-vaccine-generalprove-forlob-planmaessigt-i-region-sjaelland?releaseId=13614477

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **