PRM / Flere lærlinge i 2020 i TEKNIQ Arbejdsgivernes metalvirksomheder

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Coronapandemien og den efterfølgende nedlukning har været hård for landets industri- og metalvirksomheder. Alligevel lykkedes det at hæve antallet af indgåede uddannelsesaftaler blandt TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder på en række uddannelser i 2020 i forhold til året før. Sammenlagt for de fire centrale uddannelser, der samlet står for over 95 procent af metalbranchens lærlinge (smede, industriteknikere, skibsmontører og landbrugs- og entreprenørmaskinuddannelsen), er der blevet indgået ni procent flere uddannelsesaftaler i 2020.

    For de øvrige virksomheder i samme branche blev slutfacit dog et minus på tre procent. Blandt andet tallet for industriteknikerne springer i øjnene. For mens der hos TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder har været en fremgang på 29 procent i antallet af indgåede uddannelsesaftaler, viser det samlede facit for denne uddannelse stadig et fald på 11 procent.

    “Netop industriteknikerne er en faggruppe, der bliver stor efterspørgsel efter de kommende år. Og derfor er det samlede fald i antallet af nye lærlinge her stærkt problematisk,” siger Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

    “Fremgangen hos vores medlemmer skyldes i høj grad, at de virkelig har formået at konvertere støttekronerne i den lærlingepakke, som blev præsenteret tilbage i maj, til uddannelsesaftaler. Pakken har med andre ord givet virksomhederne den sikkerhed, der skal til, for at man lukker dørene op for et stigende antal nye lærlinge,” vurderer hun og uddyber:

    “Derudover har vi også gjort et stort arbejde og gennemført kampagner for at sætte fokus på behovet for, at man i virksomhederne tager flere lærlinge, hvis vi skal sikre strømmen af de nye, dygtige faglærte, vi får så hårdt brug for på den anden side af coronakrisen.”

    Der er dog store forskelle på, hvor godt det er gået på de forskellige metaluddannelser. For mens antallet af uddannelsesaftaler er steget hos TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemmer med lærlinge indenfor fagene smede (6 procent), industriteknikere (29 procent) og skibsmontører (86 procent), så er der sket et fald på landbrugs- og entreprenørmaskinuddannelsen (-11 procent).

    “Det viser med al tydelighed, at det især er hos virksomheder i denne branche, der ofte fungerer som underleverandører til de store eksportvirksomheder, man har mærket den usikkerhed og nedgang, som coronakrisen har medført. Det er dog vores vurdering, at helhedsbilledet uden forårets lærlingepakke kunne have set MEGET værre ud,” understreger Tina Voldby.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne – mobil.: 20 12 82 83

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-laerlinge-i-2020-i-tekniq-arbejdsgivernes-metalvirksomheder?releaseId=13614120

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **