PRM / Blodets direkte tryk på blodkarrene kan give åreforkalkning

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Health

    Forhøjet blodtryk er en udbredt folkesygdom, som rammer cirka en tredjedel af alle voksne – det er samtidig også den største årsag til sygdom og død i verden. Sygdommen er ofte symptomfri, men over tid fører den til åreforkalkning, som kan give blodpropper i hjernen og hjertet.

    Og selvom sygdommen både er alvorlig og hyppig, har vi – indtil nu – ikke vidst nok om, hvordan blodtrykket fører til karskade og åreforkalkning. I et studie der udgår fra AU og AUH, har et internationalt team af forskere, identificeret flere trin i denne proces. Forsøgene er lavet på grise, da de har et hjertekar-system, som ligner menneskers.

    “Et af hovedfundene i studiet er, at blodtrykket kan gøre skade ved at trykke direkte på karvæggen uden involvering af signalstoffer, som bæres rundt i blodbanen,” forklarer førsteforfatter bag studiet, Rozh Al-Mashhadi, klinisk lektor og afdelingslæge ved AU og AUH.

    Han tilføjer, at spørgsmålet om hvorvidt den skadelige virkning på karrene kan ske ved trykket i sig selv, eller om det kræver signalstoffer fra blodbanen, har optaget forskningsmiljøet i årtier.

    Dårlig kolesterol hober sig op

    Det er vigtigt at kende mekanismerne bag, hvordan forhøjet blodtryk skader karrene:

    “Man har flere behandlingsformer mod forhøjet blodtryk, som sigter mod at nedbringe trykket til et normalt niveau. Det lykkes dog langt fra hos alle patienter. For at udvikle nye behandlingsformer, har vi brug for at vide mere om, hvordan karskaden opstår,” fortæller han.

    Forskerne har identificeret det første og afgørende trin, som starter åreforkalkningen i karrene. Det viser sig, at forhøjet blodtryk medfører øget ophobning af den dårlige form for kolesterol – det såkaldte LDL kolesterol. Netop denne type kolesterol har stor betydning for udviklingen af åreforkalkning, fortæller Rozh Al-Mashhadi.

    “Vi undersøgte karvæggen med en teknik, der kan måle mængden af alle proteiner på én gang. Her fandt vi, at det høje blodtryk ændrer strukturen af pulsårer på en måde, der nedsætter transporten af proteiner fra blodet gennem karvæggen. Ligesom i en si hvor hullerne er blevet for små, kan det forklare, hvorfor vi ser ophobning af kolesterol og dermed øget udvikling af åreforkalkning,” siger Rozh Al-Mashhadi.

    Resultaterne, som er offentliggjort i Journal of the American College of Cardiology, kan potentielt bruges til at udvikle nye behandlingsformer til mennesker, der lider af forhøjet blodtryk.

    “Den nye viden åbner nu op for, at vi kan udvikle behandlingsformer, som er målrettet de nyâ??opdagede sygdomsmekanismer. Forhøjet blodtryk og åreforkalkning udgør en stor sundhedsbyrde, så der står meget på spil,” siger Rozh Al-Mashhadi.

    Bag om studiet

    • Studietype: Translationel forskning
    • Samarbejdspartnere: Professor Jacob Bentzon, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet. Professor Erling Falk, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet. Professor Jesús Vázquez, Spanish National Cardiovascular research Center, Madrid, Spanien
    • Finansiering: Danmarks Frie Forskningsfond, Hjerteforeningen, Lundbeckfonden
    • Den videnskabelige artikel kan læses her

    Kontakt

    Afdelingslæge, klinisk lektor, phd. Rozh H. Al-Mashhadi
    Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
    Aarhus Universitetshospital, Røntgen og Skanning.
    rham@clin.au.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/blodets-direkte-tryk-pa-blodkarrene-kan-give-areforkalkning?releaseId=13614082

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **