PRM / DGI: Genåbning af udendørs idræt er første lyspunkt

    Pressemeddelelse fra DGI

    Der er nu grønt lys til udendørs idræt med op til 25 personer. Det sker, efter Regeringen sammen med SF, Enhedslisten og De Radikale har indgået en aftale om genåbning.

    “Vi er glade for, at udendørs idræt kan genåbne efter flere måneders nedlukning. Hver en åbning er et lyspunkt, og dette er forhåbentlig det første af flere, siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

    Med aftalen kan en række af DGI’s over 6.400 idrætsforeninger igen byde medlemmerne velkomne med udendørs aktiviteter, og det er særligt vigtigt for børn og unge.

    “Aftalen betyder meget for at modvirke dårlig trivsel for børn og unge. Men vi er samtidig meget bevidste om, at mange børn og unge ikke får deres hverdagsfællesskaber åbnet med denne aftale. Derfor må de kommende faser have fokus på alle børn og unges skole- og fritidsliv,” siger Charlotte Bach Thomassen.

    DGI har siden corona kom til Danmark arbejdet for, at børn og unge i så høj grad som det er sundhedsmæssigt forsvarligt undtages restriktionerne.Fordi de i højere grad end voksne har brug for organiserede fællesskaber, og fordi de har trukket et særligt stort læs i fraværet af hverdagens fællesskaber – desværre ofte med stor mistrivsel til følge.


    En anerkendelse af foreningslivet

    Den politiske aftale onsdag betyder, at forsamlingsforbuddet for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi hæves fra 5 til 25 personer.

    “Det er en anerkendelse af foreningslivet og den ansvarlighed, der er i idrætsforeningerne, at vi får en landsdækkende åbning af udendørsidrætten, og det er vi glade for,” siger Charlotte Bach Thomassen.

    Hun anerkender, at det har været tunge prioriteringer blandt politikerne, og at indendørs idræt ikke kom med i genåbningen i denne omgang.

    “Derfor må de kommende faser af genåbningen have fokus på alle børns fællesskaber, herunder de indendørs idrætter. Heldigvis går vi mod lysere og varmere tider hvor flere og flere idrætsaktiviteter kan rykke udendørs, og vi vil gøre en ekstra indsats for at hjælpe vores idrætsforeninger med at sætte gang i aktiviteter efter myndighedernes anbefalinger,” siger Charlotte Bach Thomassen.

    Kontakt:

    Formand Charlotte Bach Thomassen tlf.: 30283295 email: charlotte.bach.thomassen@dgi.dk

    Pressechef Majbritt Andersen tlf.: 21294115 email: majbritt.andersen@dgi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dgi-genabning-af-udendors-idraet-er-forste-lyspunkt?releaseId=13613890

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **