PRM / Sådan hjælper lederen den Corona-matte medarbejder

    Pressemeddelelse fra Krifa

    Uanset om hjemmearbejdspladsen for tiden er kaotisk eller alt for stille, bør landets ledere prioritere at højne trivslen for deres hjemmearbejdende medarbejdere. Det kan både betale sig på den korte og lange bane. Sådan lyder det fra Ole Drejer, der er stress- og trivselskonsulent i Krifa. Her rådgiver han blandt andet organisationens ledere i, hvordan de kan øge arbejdslysten for deres Corona-matte medarbejdere – eller forhindre at den daler yderligere. Ole Drejer deler syv gode råd:

    Tjek ekstra meget ind
    Nogle har mere brug for at føle sig set end andre. Men lige nu kan vi alle føle os afkoblede, fordi vi ikke får små anerkendende nik eller spørgsmål fra hverdagen, som gør, at vi føler os set. Derfor er det godt givet ud, hvis lederen tjekker ekstra meget ind hos medarbejderne – særligt hos dem, der plejer at have meget brug for kontakt, men også de mere selvkørende. For når vi mangler anerkendelse, skaber det usikkerhed.

    Forventningsafstem
    Meld tydeligt ud, at det ikke er en normal situation, og at man i perioder ikke kan levere 100 procent. Samtidig er det i orden at stille krav til medarbejderne, så de også føler, at de er værdifulde. Balancen kan være svær, men det vigtigste er at være tydelig. Lav klare aftaler – hvor meget og hvornår er man tilgængelig? Lederen bør sætte sig ind i sine medarbejderes individuelle situationer og lave klare, realistiske aftaler, der sænker medarbejdernes skuldre.

    Hjælp med at prioritere
    Lige nu kan alt virke lige vigtigt – eller ligegyldigt. Samtidig er der måske nogle omstændigheder som fx hjemmeundervisning, der gør, at man ikke når lige så meget, som man plejer. Derfor kan det være en fordel, hvis lederen tilbyder hjælp til at prioritere i arbejdsopgaverne.

    Fasthold sociale initiativer
    Selv om mange måske er trætte af virtuelle fredagsbarer eller torsdagsbanko, er det vigtigt for de fleste, at de føler sig som en del af noget større. Lederen bør derfor skabe nogle rum, hvor der er plads til det sociale – gående check-in, fælles kaffepause, en quiz eller noget fjerde. De sociale rum opstår ikke lige så naturligt nu, som de gjorde op til jul. Hvis vi mangler fællesskab, kan vi komme til at føle os mindre værd som mennesker, så de sociale rum er vigtige for vores velbefindende.

    Planlæg og kommunikér
    Man kan næsten ikke overkommunikere, når leder og medarbejdere er fysisk adskilt. Lederen bør dele både små og store beslutninger. I stedet for at udskyde er det vigtigt at planlægge nye ting, så medarbejderne ikke føler, at tiden står stille.

    Vis sårbarhed
    Det er ingen skam som leder at vise, at man også selv kan have svært ved at få tingene til at hænge sammen. Det skaber identifikation og giver medarbejderne en følelse af at være okay. Man kan sagtens udstråle, at der er styr på tingene, samtidig med at man viser sårbarhed.

    Pas på eget stressniveau
    Det er vigtigt, at ledere holder øje med deres eget stressniveau – og at de beder om hjælp og sparring, hvis de bliver for pressede. De kan ikke lede medarbejderne godt igennem krisen, hvis de selv er overbelastede af stress.

    Kontakt:

    Pressekontakt Fie Rødkjær Møller tlf.: 21642021 email: frn@krifa.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sadan-hjaelper-lederen-den-corona-matte-medarbejder?releaseId=13611869

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **