Pressemeddelelse fra VIA University College
“Det er anden gang i VIAs historie, at vi holder virtuelt åbent hus i alle 11 byer, hvor vi udbyder uddannelse i Region Midtjylland. Sidste år i juni havde vi mere end 600 online besøgende. Evalueringen viste, at mange syntes, det var dejligt nemt og samtidig udbytterigt at logge på hjemmefra,” fortæller Gitte Sommer Harrits. Hun er prorektor i VIA University College og den øverst ansvarlige for alle VIAs uddannelser.
Gitte Sommer Harrits forklarer, at VIA er nødsaget til at holde alle sine campusser fysisk lukkede for besøgende på grund af corona-pandemien. Men i stedet har VIA valgt at byde velkommen indenfor i det virtuelle rum.
På VIA Læreruddannelsen i Nr. Nissum er der virtuelt åbent hus torsdag den 25. februar klokken 16.00-18.45.
Her bliver det muligt for de uddannelsessøgende at logge sig på videotjenesten Zoom og høre oplæg om uddannelsen til lærer og meritlærer.
De virtuelle døre er åbne
“Vi ved fra vores studiestartsundersøgelser og samtaler med vores studerende, at de unge ofte er meget i tvivl om, hvilken uddannelse de skal vælge. Og det er meget forståeligt, for der er mange muligheder. Men vi ved også, at netop åbent hus ofte kan hjælpe de unge med at blive mere afklarede omkring deres valg,” forklarer prorektor Gitte Sommer Harrits.
Til virtuelt åbent hus i Nr. Nissum er der oplæg om studiemiljøet og læreruddannelsens indhold. Samtidig bliver der mulighed for at stille spørgsmål til studievejledere og nuværende studerende om adgangskrav, undervisningsformer, praktik og alt det andet, der fylder, når man skal vælge uddannelse.
Bekvemt at deltage i virtuelt åbent hus hjemmefra
“Vi har videreudviklet konceptet fra sidste år, så vi denne gang holder virtuelt åbent hus med et mix af faglige oplæg og underholdende indslag i pausen. Besøgende kan frit vælge, om de vil deltage i hele seancen eller kun i udvalgte sessioner,” fortæller Gitte Sommer Harrits, der ser frem til at åbne VIAs virtuelle døre for alle interesserede den 25. februar.
Næste ansøgningsfrist til de videregående uddannelser er 15. marts kl. 12.00 gennem kvote 2.
Fakta om virtuelt åbent hus på VIA i Nr. Nissum
Tid: Torsdag den 25. februar 2021, kl. 16.00-18.45.
Sted: Virtuelt på videotjenesten Zoom.
Mød uddannelserne: Lærer og meritlærer.
Info og tilmelding: via.dk/aabenthus
Kontakt:
For yderligere oplysninger kontakt:
Journalist Lone Vestergaard Andersen
Mail: lva@via.dk
Mobil: 87 55 29 68
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/i-tvivl-om-hvad-du-vil-laese-tag-til-virtuelt-abent-hus-hos-via-i-nr-nissum?releaseId=13611756
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








