PRM / Sparta Atletik & Løb lancerer en fantrøje som en hyldest til fællesskabet

    Pressemeddelelse fra Sparta Atletik og Løb

    Den 10 februar klokken 8.00 lancerer Danmarks største atletik- og løbeklub for første gang en limited edition fantrøje. Trøjen skal være med til at hylde de fællesskaber vi har, uanset om det er i din løbeklub, fodboldklub eller i en lokal forening.

    “Fællesskabet er simpelthen altafgørende for vores virke som idrætsforening. Vi hører fra vores medlemmer, at de savner deres løbehold og træningskammerater, som normalt er et fast holdepunkt for dem i deres hverdag,” siger Dorte Vibjerg, administrerende direktør i Sparta Atletik & Løb, og uddyber:

    “Fællesskaberne er ikke bare et sted, hvor vi mødes. Fællesskabet og sammenholdet er med til at forme os som mennesker, og mange af medlemmerne i Sparta er kommet hos os siden barnsben, og vi er stolte af, hvordan vi bidrager til et sundt og sjovt liv gennem fællesskabet.”

    Din trivsel daler uden dit fællesskab

    Ifølge Lasse Lyck, konsulent i DIF, afspejler det sig desværre i danskernes motionsvaner, som under nedlukningerne har lidt et knæk – det kan være svært at holde motivationen oppe, når vi ikke kan mødes i vores fællesskaber og være sammen om at have et aktivt liv.

    “Vi har desværre set en nedadgående tendens i antallet af danskere, som dyrker motion i corona-tiden, og det handler i høj grad om, at fællesskabet og foreningerne er lukket ned grundet restriktionerne. Fællesskabet er en faktor, som vi ikke skal undervurdere, når vi taler om, hvorfor danskerne dyrker motion, og vi kan se en klar sammenhæng mellem danskernes trivsel og deres motionsvaner.”

    Spartas fantrøje kan købes online på Sportmasters hjemmeside for 400,- kr eller i den lokale Sportmaster på Østerbro på Østerbrogade 79, 2100 København Ø, når detailhandlen åbner igen.

    Faktaboks:

    Sparta Atletik & Løb er en af Danmarks ældste foreninger, som har eksisteret siden 1898. Foreningen er en non-profit forening.

    Foreningen er arrangør af blandt andet Copenhagen Marathon, DHL Stafetten København og CPH Half, som tilsammen tiltrækker over 200.000 løbere årligt.

    Under corona-nedlukningen er Sparta Atletik & Løb begyndt at livestreame ugentlige træninger til over 15.000 følgere på facebook.dk/spartalob

    Alle indtægter fra salget af den nye trøje vil gå til Spartas foreningsarbejde.

    Kontakt:

    Administrerende direktør i Sparta Atletik & Løb Dorte Vibjerg tlf.: +45 22622026 email: Vibjerg@sparta.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sparta-atletik-lob-lancerer-en-fantroje-som-en-hyldest-til-faellesskabet?releaseId=13611447

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **