PRM / Installations- og metalbranchen slap nådigt gennem corona-året

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Efter knap et år i coronakrisens tegn kan de fleste installationsvirksomheder og metalvirksomheder se tilbage på en hæderlig omsætning. Samlet set har knap hver tredje af virksomhederne oplevet 2020 som værre end 2019, viser ny medlemsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.

    “Det bekræfter det billede, vi har haft af udviklingen i løbet af året. Det er meget positivt, at virksomhederne overvejende er sluppet godt igennem på trods af coronakrisen,” siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.100 virksomheder inden for el, vvs og metal.

    Holder på gode medarbejdere
    Tallene dækker dog over store variationer brancherne imellem. I installationsbranchen er det kun 28 procent, der er ramt negativt på omsætningen, mens 27 procent til gengæld har svært ved at skaffe arbejdskraft. 30 procent forklarer, at de har været nødt til at opgive ordrer på den konto.

    “Det harmonerer meget godt med de tal, vi ser fra Danmarks Statistik på dette område. Man kan ikke tage flere opgaver ind, end der er hænder til, og så må man sige nej til opgaven. Men omvendt ser vi ingen tegn på flaskehalsproblemer,” siger Maria Schougaard Berntsen.

    Ramt på eksporten
    Industrivirksomhederne er derimod langt mere påvirkede af eksportmarkederne uden for landets grænser, og her er efterspørgslen langt fra normalen.

    Knap 40 procent af metalvirksomhederne har oplevet et omsætningsfald i 2020, men det har langtfra fået dem alle til at gribe til fyresedlerne. Næsten 84 procent af metalvirksomhederne har valgt at beholde medarbejderne, hvilket ifølge cheføkonomen skal ses i lyset af den midlertidighed, der har præget 2020. Derudover er dyrt at ansætte nye medarbejdere.

    “Medarbejderne er det vigtigste råstof, og virksomhederne vil gerne strække sig langt for at holde på de gode medarbejdere. Samtidig skal man huske på, at virksomhederne hele tiden har haft en forventning om, at der lige om lidt kom gang i den igen. Havde de vidst allerede i april, hvordan året kom til at udvikle sig, så havde flere nok været nødt til at opsige medarbejdere,” siger Maria Schougaard Berntsen.

    1.005 installations- og metalvirksomheder har deltaget i medlemsundersøgelsen, og svarene er indsamlet i begyndelsen af november 2020.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom hos TEKNIQ Arbejdsgiverne – mo.: 51 30 95 37

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/installations–og-metalbranchen-slap-nadigt-gennem-corona-aret?releaseId=13611512

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **