PRM / Lægemiddeleksporten sætter rekord – igen

    Pressemeddelelse fra Lif Lægemiddelindustriforeningen

    Eksporttallene for 2020 bekræfter i dag, at især lægemiddelindustrien har holdt hånden under den danske økonomi det seneste år. Lægemidler udgør nu knap 20 procent af den samlede vareeksport – en andel, der er steget fra 17 procent sidste år. Samlet set udgør eksporten af lægemidler 136 mia. kr. i 2020 mod 127 mia. kr. i 2019.

    “Det har været et udfordrende år på mange led og kanter. Verden har haft fokus på coronavirus og COVID-19, men der har fortsat været behov for lægemidler til patienter rundt om i hele verden. Andre sygdomme har ikke været på standby trods coronavirus’ indtog,” siger Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen.

    Den stigende eksport af lægemidler baserer sig på investeringer gennem en årrække. Derfor opfordrer Ida Sofie Jensen til, at der fortsat er fokus på at skabe gode internationale konkurrencevilkår. Det er fx oplagt at se på i forbindelse med den kommende life science-strategi.

    “Den positive udvikling skyldes, at vi er rigtig stærke inden for nogle specialiserede områder. Det bygger på, at vi i Danmark har stærke forskningsmiljøer i både det offentlige og private, klinisk forskning i verdensklasse, unikke datamuligheder, at vi er gode til at samarbejde på tværs af sektorer, og at vi tiltrækker talenter fra hele verden. Hvis vi fortsætter sådan og fortsat arbejder på at skabe gode rammevilkår, så er der god mulighed for, at lægemiddel- og life science-eksporten vil fortsætte sin stigning, så produkterne kan være med til at holde hånden under den danske økonomi nu og i fremtiden,” understreger hun.

    Kontakt:

    Pressekonsulent Anne Cathrine Schjøtt email: acs@lif.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/laegemiddeleksporten-saetter-rekord—igen?releaseId=13611438

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **