PRM / 2 år i rummet for Delphini-1

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet Natural Sciences

    Aarhus Universitets første satellit, Delphini-1, som er en 10x10x10cm (1U)
    cubesat, har i dag, den 31. januar 2021, svævet alene rundt i rummet i 2
    år. Det er langt længere tid end levetiden var vurderet til inden
    opsendelsen. Det er dog klart at missionen lakker mod enden, og at
    Delphini-1, helt som forventet, vil brænde op i atmosfæren indenfor nogle
    få måneder.
    I starten af 2020 har vores hold af studerende, der styrer Delphini-1,
    systematisk undersøgt kameraet ombord på satellitten for at optimere
    betingelserne for gode billeder. Vi har fået fine billeder både af Jorden og
    af stjernehimlen hen over sommeren 2020 og Delphini-1 er i dag en af de
    bedste 1U cubesats i verden til at tage billeder af Jorden.
    Holdet bag Delphini-1 har siden efteråret 2020 brugt billeder af både
    Jorden og stjerner, samt sensordata om bord til at forstå satellittens
    bevægelse i dens bane omkring Jorden.
    Vores lille satellit er ikke som de store udstyret med reaktionshjul eller
    raketmotorer, så der er ikke nogen let måde at få den til at pege i den
    retning, vi ønsker. Derfor har de billeder, vi har taget, alle sammen været
    af områder på Jordens sydlige halvkugle og af en begrænset del af
    stjernehimlen.
    Vi vil også gerne have billeder fra den nordlige halvkugle, og tiden er
    knap, så det har nu ført til en vovet manøvre hvor vi har vippet satellitten
    180 grader rundt ved hjælp af Jordens magnetfelt. Med denne manøvre er
    det lykkedes at ændre orienteringen på Delphini-1, så den nu noget af
    tiden peger kameraet ned mod Jorden, når den passerer hen over den
    nordlige halvkugle.
    Så nu krydser vi fingre for, at der er tid nok tilbage til at tage nye billeder
    og ikke mindst at få dem hentet ned. Måske endda et billede af Danmark?

    Delphini-1 er samlet og afprøvet af studerende ved Institut for Fysik og
    Astronomi, Institut for Geoscience og Institut for Ingeniørvidenskab ved
    Aarhus Universitet. Fra satellitten blev sendt ud fra Den internationale
    Rumstation ISS den 31. januar 2019 er det forskellige hold af studerende
    og medarbejdere, som har arbejdet intenst med at lære at håndtere den
    lille satellit. Al kommunikation med satellitten foregår i de få minutter,
    hvor den er over horisonten og i syne fra antennen, som befinder sig på
    taget af en af universitetets bygninger på Katrinebjerg. Der udveksles
    “husholdningsinformationer”, der hentes billeder ned bid for bid og omløb
    for omløb, og kameraet får nye direktiver om belysningstider og
    tidspunkter for hvornår de næste billeder skal tages, mens satellitten er
    på egen hånd, udenfor rækkevidde af kontrolstationen på Aarhus
    Universitet.
    Delphini-1 og jordstationen er finansieret af Aarhus Universitets
    Forskningsfond. Opsendelsen er doneret af den europæiske
    rumorganisation ESA i samarbejde med Uddannelses- og
    Forskningsministeriet. Satellitten er indkøbt som “samlesæt” fra firmaet
    GomSpace, som også har støttet projektet under hele forløbet med
    undervisning, råd og vejledning.

    Et udvalg af billeder kan findes på:
    https://projects.au.dk/ausat/delphini1/images/

    Kontakt:

    Pressekoordinator
    Ole J. Knudsen
    Institut for Fysik og Astronomi
    Aarhus Universitet
    ojk@phys.au.dk
    Mobil: +4540594520

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/2-ar-i-rummet-for-delphini-1?releaseId=13610272

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **