PRM / Lande går sammen i bekymring for EU-mindsteløn

    Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

    Danmark, Sverige, Østrig, Nederlandene, Irland, Polen, Ungarn, Estland og Malta skrev i dag under på et fælles brev til det portugisiske EU-formandskab. På et virtuelt ministermøde blev udfordringerne diskuteret, og på tværs af landene hersker der skepsis over for, om et direktiv om mindsteløn er den rette vej at gå. Samtidig vil landene arbejde for at udvide alliancen til endnu flere lande.

    I sidste måned besluttede Folketinget at indgive en såkaldt begrundet udtalelse til Kommissionen. Det er et greb, som de nationale parlamenter i EU-medlemslandene kan bruge, hvis de mener, at EU blander sig i noget, som bedst håndteres nationalt. Derudover stiller Danmark spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er hjemmel i traktaten til at indføre sådan et direktiv om mindsteløn.

    Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

    – Jeg er glad for, at vi nu kan gøre fælles front mod et direktiv om en EU-mindsteløn. Vi vil naturligvis fortsætte arbejdet med at række ud til endnu flere medlemslande, for fra dansk side mener vi, at EU skal blande sig udenom på dette område. Vi er godt klar over, at det fortsat vil være op ad bakke, men det skal ikke afholde os fra at kæmpe imod forslaget.

    – Samtidig tvivler vi fortsat stærkt på, at EU-Kommissionen har de nødvendige traktatmæssige beføjelser til at foreslå et sådant direktiv om mindsteløn. Vi i regeringen mener ikke, at Kommissionens argumenter herfor er overbevisende, og vi fortsætter også arbejdet ad det spor. Rådets Juridiske Tjeneste er i færd med at foretage en vurdering af dette spørgsmål, og jeg ser frem til at nærstudere deres vurdering, når vi får den at se.

    – Vi er bange for, at man med et direktiv om mindsteløn i EU risikerer at skade den danske model. Den er afhængig af stærke organisationer på både lønmodtager- og arbejdsgiversiden, når der skal forhandles overenskomster og fastsættes løn- og arbejdsvilkår. Vi frygter, at de potentielt kan blive svækket med indførelse af dette forslag.

    Kontakt:

    Beskæftigelsesministeriet

    Pressevagt: 51232830

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lande-gar-sammen-i-bekymring-for-eu-mindstelon?releaseId=13610436

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **