PRM / Furesø investerer i mere natur og flere naturoplevelser

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    “Som led i vores mål for udvikling af Furesø frem mod 2030 lægger vi vægt på at skabe mere natur og gøre det nemmere for vores borgere at opleve og bruge naturen her i Furesø. Med Grøn Plan for 2013-2024 sætter vi penge af til en række projekter, der vil give øget biodiversitet og mulighed for flere naturoplevelser for Furesøborgere i alle aldre,.” siger Lene Munch-Petersen (A), formand for Udvalget for natur, miljø og grøn omstilling
    Én af de indsatser, som skal foldes ud i løbet af 2021, er nyt vandhul, som kan bidrage til mere natur og øget biodiversitet i nærheden af Naturstation Hjortøgaard.
    “Det bliver spændende at etablere det nye vandhul, og sikre at det bliver et godt levested for dyr og planter. Det giver en fantastisk mulighed for at formidle om de indledende overvejelser, man gør sig, når man etablerer ny natur. Og efterfølgende selvfølgelig at undersøge og overvåge hvilke dyr og planter, der flytter ind, når vandhullet er etableret. Det er noget, både børn og voksne vil have interesse i at følge med i,” fortæller Lene Munch-Petersen.

    Udvalget har også frigivet midler til et nyt fugletårn ved Præstesø i Værløse, så borgerne kan fortsætte med at nyde fuglelivet og naturen i området. Det eksisterende tårn er nemlig tæret af tidens tand, og da det er et populært udflugtsmål for fuglekiggere og andre naturelskere, har udvalget valgt opføre et nyt tårn i samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening. Foreningen deltager i arbejdsgruppen med kommunen, blandt andet om at søge fondsmidler til en ny formidlingstavle om områdets fugleliv.
    Som et tredje element sætter udvalget fokus på de invasive arter, fortæller Øjvind Vilsholm (Ø), næstformand i Udvalget for natur, miljø og grøn omstilling.
    “Invasive arter er ødelæggende – først og fremmest for den lokale flora og fauna, og ind i mellem også for vores oplevelser i naturen. Derfor er det vigtigt, vi nu får kortlagt omfanget af invasive plantearter på kommunale arealer og får en række anbefalinger til, hvordan de invasive arter bekæmpes. Med kortlægningen kan vi også bedre rådgive borgerne om, hvordan man selv mest effektivt bekæmper de invasive arter på egen grund,” siger han.

    Den grønne plan og den pulje på 500.000 kroner, den årligt udløser, er en vigtig del af indsatsen for at styrke og bevare Furesøs naturmæssige kvaliteter. Derudover er den et vigtigt led i byrådets 2030-mål om “Natur, biodiversitet og klima”. Det mål handler nemlig om bedre naturbeskyttelse, øget biodiversitet og samarbejde om formidling af vores naturværdier. Udvalget valgte med beslutningen også at frigive midler til en række mindre naturprojekter, herunder formidling og kortlægning rundt om i kommunen og i det fælleskommunale samarbejde om Naturpark Mølleåen.

    Kontakt:

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Lene Munch-Petersen (A) email: lmp@furesoe.dk

    Øjvind Vilsholm (Ø) email: oev@furesoe.dk

    By- og kulturdirektør Claus Torp email: clt1@furesoe.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fureso-investerer-i-mere-natur-og-flere-naturoplevelser?releaseId=13610315

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **