PRM / Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards kommentar til ledighedstallet for december 2020

    Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

    Ledigheden ligger på 125.600 fuldtidspersoner i december 2020 og er dermed faldet med 2.000 fuldtidspersoner sammenlignet med måneden før. Det svarer til 4,4 procent af arbejdsstyrken.

    Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

    – Der var 2.000 færre ledige i december måned. Det er den syvende måned i træk med fald i ledigheden, efter de store stigninger vi så i marts og i de følgende måneder.

    – Det ændrer desværre ikke på, vi må forvente, at nedlukningen af Danmark før jul og de skærpede restriktioner vil bremse den positive udvikling på arbejdsmarkedet, som vi har set siden sommerferien. Ministeriets egne tal bekræfter dette billede og varsler, at ledigheden kan begynde at stige i 2021.

    – Vi har hidtil klaret os gennem krisen bedre, end man turde håbe – og bedre end de fleste andre lande. Det skyldes ikke mindst de betydelige hjælpepakker til arbejdsgivere og lønmodtagere, tilskud til det private forbrug og en række initiativer på arbejdsmarkedet som den midlertidige arbejdsfordelingsordning og uddannelsesstøtte til ledige.

    – Derfor er det også afgørende, at vi med de skærpede restriktioner sammen med arbejdsmarkedets parter før jul genindførte lønkompensation, som vi ved har reddet titusindvis af job i Danmark. En ordning hvor arbejdsgivere og lønmodtagere bidrager og sikrer, at flest muligt bevarer deres job, mens der pga. corona ikke er noget at lave på deres arbejdsplads.

    Se ledighedstallene fra Danmarks Statistik her.

    Kontakt Beskæftigelsesministeriets pressevagt: 5123 2830.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/beskaeftigelsesminister-peter-hummelgaards-kommentar-til-ledighedstallet-for-december-2020?releaseId=13610390

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **