PRM / Stigende udbetalinger til 45.000 danske pensionister

    Pressemeddelelse fra Industriens Pension

    Pensionister med opsparing i Industriens Pension får mere at gøre godt med i 2021. Efter endnu et år med pæne afkast har Industriens Pension nemlig opreguleret de månedlige udbetalinger i 2021 med typisk mellem 3 og 10 procent, viser en ny opgørelse fra selskabet.

    I alt fik ca. 45.000 danske pensionister månedlige udbetalinger fra Industriens Pension i 2020. De får i gennemsnit en stigning i de månedlige udbetalinger på 6,0 procent i 2021.

    “Vi er rigtig glade for, at pensionisterne oplever en solid stigning i udbetalingerne efter et udfordrende år med corona og store udsving på finansmarkederne i begge retninger i løbet af året. Stigningen er bl.a. et udtryk for et fornuftigt afkast også i 2020,” siger forsikringsdirektør i Industriens Pension, Joan Alsing.

    Størrelsen af den årlige regulering af udbetalingerne afhænger bl.a. af afkastet, ændringen i gennemsnitlig levetid og eventuelle andre ændringer af medlemmets opsparing. Derudover har Industriens Pension fastlagt udbetalingerne på en måde, så der tages højde for inflation og behovet for at bevare købekraften år efter år.

    Kontakt:

    Pressechef Laurits Harmer Lassen tlf.: 29 39 66 76 email: lala@industrienspension.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stigende-udbetalinger-til-45000-danske-pensionister?releaseId=13610092

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **