PRM / Økologisk Landsforening foreslår ny organisatorisk struktur: Styrket demokrati og en fremtidssikring af økologien

    Pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening

    Når medlemmerne af Økologisk Landsforening fredag den 5. marts sætter sig foran skærmene til digital generalforsamling, skal de drøfte og efterfølgende stemme om en vedtægtsændring, der hvis den blive vedtaget, skaber en ny demokratisk struktur med et repræsentantskab og en mindre bestyrelse.

    Forslag til vedtægtsændringen er en naturlig følge af den strategi, som foreningen vedtog i 2019. Strategiens formål er at transformere Økologisk Landsforening til at blive en bred interesseorganisation med flere aktive i de fire medlemsgrupper; landbrug, virksomheder, professionelle køkkener og personlige medlemmer.

    “Den nye strategi har tydeliggjort, at vores demokratiske struktur i højere grad end hidtil skal favne samtlige af vores fire medlemsgrupper og den store spændvidde i deres interesser,” siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

    “Med et repræsentantskab ønsker vi et veldefineret foreningsorgan, der både kan skabe retning og sætte et bestyrelseshold med styrkede kompetencer, som kan møde tidssvarende krav til strategisk ledelse, økonomi og risikostyring.”

    En fremtidssikring af økologien og medlemsdialogen

    Godkendes forslaget får den fremtidige bestyrelse 5-7 medlemmer mod i dag 13 medlemmer. Repræsentantskabet kommer til at bestå af i alt 29 medlemmer, som vælges i foreningens fagudvalg, i hver af de fire forskellige medlemsgrupper og frit blandt alle medlemmer på generalforsamlingen. Det er efterfølgende repræsentantskabet, der vælger foreningens bestyrelse blandt sine medlemmer. Vedtægtsforslaget indebærer ligeledes, at to eksterne personer kan indtræde i bestyrelsen efter bestyrelsens indstilling til godkendelse i repræsentantskabet.

    “Overordnet set handler strukturændringen om at fremtidssikre økologien ved at få en tydeligere arbejdsdeling og de rette kompetencer i de demokratiske organer. Repræsentantskabet får en markant rolle, når det handler om at samle medlemmernes interesser og sætte retning, udvikle strategi, politik og visioner for alle aktører i vores forening som helhed, mens bestyrelsens rolle og ansvar er fokuseret på ledelse, økonomi, risikostyring og eksekvering af strategier,” forklarer Per Kølster.

    “Det er vores stærke ønske at skabe en arbejdsform, der sikrer at alle interesser kommer i spil, at dialogen mellem medlemsgrupperne styrkes, og at der sker et yderligere kompetenceløft i bestyrelsen.”

    Få mere at vide på hjemmesiden https://okologi.dk/om-os/foreningen/generalforsamling/ , hvor vedtægtsændringen findes i sin fulde længde, og hvor du kan se programmet.

    Ønsker du som journalist at deltage i Økologisk Landsforenings digitale generalforsamling fredag d. 5. marts 2021, er du velkommen til at kontakte pressemedarbejder, Vivienne Kallmeyer pr. mail: vk@okologi.dk. Tilmelding senest tirsdag d. 2. marts 2021.

    Kontakt:

    Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening
    Telefon: 22 22 07 37 Mail: pk@okologi.dk

    Vivienne Kallmeyer, pressemedarbejder i Økologisk Landsforening
    Telefon: 25 42 93 02 Mail: vk@okologi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/okologisk-landsforening-foreslar-ny-organisatorisk-struktur-styrket-demokrati-og-en-fremtidssikring-af-okologien?releaseId=13609724

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **