PRM / Frosten er hård ved bilen – få tre tips til bilpleje i kulden

    Pressemeddelelse fra Biltema

    Efter en ekstremt mild begyndelse på den danske vinter har januar budt på sne og isglatte veje, og årets første isdøgn har meldt sin ankomst. Mens sne og kulde vækker begejstring blandt børn og barnlige sjæle, får det dog ofte bilejerne til at lægge ansigtet i de mest bekymrede folder.

    Hos varehuskæden Biltema, der er specialiseret i udstyr til bilpleje, stiger efterspørgslen på produkter, der kan afhjælpe og værne mod de vinterrelaterede strabadser, i takt med at frosten sætter ind.

    – At man skal huske at skifte til vinterdæk, lægge isskraberen frem og få fyldt frostvæske på bilen, inden vinteren kommer, ved de fleste. Til gengæld er det ofte først, når sne og frost sætter ind, at folk opdager nogle af de andre skavanker, kulden kan påføre bilen. For eksempel er lister og vinduesviskere særligt udsat i kulden, da de består af gummi, forklarer Nis Kornum, der er bilekspert hos Biltema.

    Nis Kornum giver her et par enkle råd til, hvad du selv kan gøre for at optimere bilens udsatte steder, der lider i vinterkulden.

    Skift viskerblade

    Når frosten sætter ind, kommer vinduesviskerne på overarbejde. Gummiet er ekstra sårbart og slår derfor lettere revner, og når man en travl morgen med is på ruden starter viskerne, inden isen er smeltet, slider det på gummiet. Det er nemt at se, om vinduesviskerne stadig gør viskerarbejdet ordentligt, og heldigvis er det nemt at udskifte dem, hvis de er blevet for slidte.

    Beskyt listerne

    Ligesom med viskerbladene er der risiko for, at gummilisterne ved bildørene og bagageklappen fryser, tørrer ud og revner. Ved at påføre silikone, der efterlader et beskyttende lag, kan du nemt give bilen lidt ekstra omsorg. Samtidig forebygger du, at vand trænger ind mellem listerne og fryser, hvilket i værste fald kan medføre, at du river dele af listerne i stykker, når du åbner bildøren en frostmorgen.

    Fjern is på forhånd

    Selv om det kan tage tid at fjerne is fra forruden, inden man sætter vinduesviskerne i gang og kører afsted, bør man prioritere det. Både af hensyn til viskerbladene og sikkerheden. Og virker det som et koldt og uoverskueligt projekt med isskraberen en tidlig morgen, kan man bruge en de-icer spray, som på få minutter får isen til at smelte.

    Kontakt:

    Nis Kornum
    Bilekspert og varehuschef, Biltema Holbæk
    (+45) 50 56 25 00
    manager.holbaek@biltema.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/frosten-er-hard-ved-bilen-fa-tre-tips-til-bilpleje-i-kulden?releaseId=13609357

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **