Pressemeddelelse fra Cyklistforbundet
Som det er nu, får nogle kommuner politiets tilladelse til lokalt at sætte hastigheden ned til 40 km/t eller lavere, mens andre ikke gør. Og det er ikke godt nok, lyder det fra Cyklistforbundet.
– Vi ser for tit, at politiet – med eller mod deres gode vilje – spænder ben for at øge trafiksikkerheden for cyklister. Derved bidrager bekendtgørelsen indirekte til, at bilkørsel prioriteres på bekostning af cykelkørsel, siger direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam, i bladet CYKLISTER.
Han understreger, at det ikke handler om at hænge politiet ud, men at give kommunerne bedre muligheder for at fremme cyklisme.
Det er politikredsene, der med udgangspunkt i en bekendtgørelse og en vurdering af den konkrete sag giver tilladelse til lavere lokale hastighedsgrænser. Den nuværende bekendtgørelse åbner op for lavere hastighedsgrænse for en vejstrækning eller et nærmere afgrænset område ved fx ældreinstitutioner, skoler og børnehaver.
Men en lang række kommuner ønsker også at kunne sætte hastigheden ned i fx boligområder og undrer sig over politikredsens tolkning af reglerne.
Ja i Gladsaxe – nej i Hillerød
I Gladsaxe Kommune har man fået politiets ja til en række 30 og 40 km-zoner, og i dag må der kun på en fjerdedel af kommunens veje køres med 50 km/t. Det har gjort en enorm forskel for cyklisters trafiksikkerhed i de berørte områder: Antallet af personskader er faldet med 77%.
Hillerød Kommune er omvendt blandt de kommuner, der ikke kan komme igennem med deres ønsker om styrke trafiksikkerheden for cyklister med hastighedsnedsættelser. Det ærgrer sektionsleder i Trafik, Vej og Park i Hillerød Kommune, Ivan Christensen:
– Vi mener jo, at alle veje i princippet er skoleveje i den forstand, at børnene bor et sted, hvorfra de skal hen til deres skole, siger han til Magasinet CYKLISTER.
KL bakker op
Hillerøds borgmester Kirsten Jensen (S) har sammen med borgmestrene fra fem andre nordsjællandske kommuner i efteråret henvendt sig til transportminister Benny Engelbrecht for at få bekendtgørelsen ændret, så kommunerne får større mulighed for at indføre lokale hastigheder. Og senest har de seks største byer i Danmark skrevet til Transportministeren med et ønske om bedre mulighed for at sænke hastigheden på egne veje.
Også Kommunernes Landsforening bakker op om en ændring. Steffen Rasmussen, projektchef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune og KL’s repræsentant på området, siger:
– Der er forskellig praksis i politikredsene, og det er ikke hensigtsmæssigt.
Klaus Bondam er enig:
– Vi kan selvfølgelig ikke leve med, at din trafiksikkerhed som cyklist afhænger af, hvilken politikreds du bor i. Trafiksikkerheden er afgørende for, om danskerne holder fast i cykling eller parkerer cyklen og tager bilen i stedet for. Tilladelsen bør derfor ikke afhænge af, om der er skoler eller ældreboliger på en strækning. Den skal tage udgangspunkt i et generelt behov for at øge trafiksikkerheden.
Hvis man sænker den gennemsnitlige hastighed på en vejstrækning med 10%, vil antallet af personskadeulykker falde med 20%. (Kilde: Vejdirektoratet.)
FAKTA: FÆRRE ULYKKER = LAVERE SUNDHEDSUDGIFTER
- Gladsaxe Kommune investerede 11 mil. kroner i trafiksikkerhed i årene 2011-2014
- Med faldet i antallet af ulykker sparer kommunen 16 mill. kroner årligt i sundhedsudgifter
Kilde: Carsten Høeg Maegaard, teamleder i Veje og Trafik, Gladsaxe Kommune
Kontakt:
Kommunikations- og engagementschef Jane Kofod tlf.: 2217 5588 email: jak@cyklistforbundet.dk
Direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam tlf.: 4070 8365 email: bondam@cyklistforbundet.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/cyklistforbundet-bilernes-fart-skal-ned?releaseId=13609105
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **