Pressemeddelelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed
Lørdag d. 23. januar blev variant B.1.351 påvist hos to personer, der var testet positiv for COVID-19. Begge de smittede blev testet positiv for COVID-19, da de kom tilbage til Danmark fra rejse til Østafrika. Styrelsen for Patientsikkerhed har for de påviste tilfælde startet smitteopsporing umiddelbart, da de blev testet positive, og har igen været i kontakt med dem, da B.1351 blev påvist. De smittede har været i isolation, siden de blev testet positiv. Yderligere én person med relation til de to smittede (samme rejse) er testet positiv for COVID-19. Ud fra et forsigtighedsprincip behandler Styrelsen for Patientsikkerhed dette tilfælde, som om der er tale om påvist smitte med variant B.1.351.
Yderligere ét tilfælde søndag d. 24. januar
Der er søndag d. 24. januar påvist B.1.351 hos endnu en person. Det drejer sig om en borger, som er rejst fra Vestafrika til Danmark.
Der er tidligere fundet et enkelt tilfælde af B.1.351 hos en dansker, der havde relation til en rejsende fra Dubai. Status søndag d. 24. januar er, at der i alt har været 55 smittede, som er indrejst fra Dubai til Danmark (direkte eller via transit) siden årsskiftet. Heraf er 36 indrejst efter, at der er indført krav om negativ test før boarding.
Intensiveret smitteopsporingsindsats
Med de nye tilfælde fra weekenden er der påvist B.1.351 hos i alt fire personer. Styrelsen for Patientsikkerhed foretager intensiveret smitteopsporing af personer, hvor der er påvist en særlig virusvariant. Styrelsen for Patientsikkerhed tager kontakt til de smittede og oplyser dem om, at de er smittet med en særlig virusvariant og rådgiver om isolation og forholdsregler. Styrelsen opfordrer samtidig de smittede til at lade styrelsen kontakte deres nære kontakter med henblik på, at disse kan blive testet og gå i isolation.
Styrelsen slipper ikke sagen, før der er opnået kontakt til den smittede. I tilfælde, hvor styrelsen ikke kan opnå telefonisk kontakt, trods gentagne opkald og opfordring til at ringe tilbage pr. SMS og brev i e-Boks, kan styrelsen gøre brug af opsøgende kontakt. Herudover foretager Styrelsen for Patientsikkerhed såkaldte isolationsopkald til alle smittede. Formålet er at sikre, at isolationen overholdes, og hjælpe, hvis der er forhold, som besværliggør overholdelsen af isolationen.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/covid-19-nu-fire-tilfaelde-bekraeftet-med-variant-b1351-sydafrikansk-variant?releaseId=13609706
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **