PRM / Samarbejde om udvikling af Værløse Bymidte

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    En ny analyse af detailhandlen i Furesø anbefaler, at Værløse Bymidte fortsat udvikles som en attraktiv bymidte. Udvalget for Byudvikling og bolig blev præsenteret for analysen i december, og på den baggrund har et enigt udvalg nu besluttet at gå videre med udviklingen af bymidten. Det kan for eksempel være med flere boliger og flere offentlige funktioner, som kan tiltrække nye butikker og sikre et attraktivt byliv.

    Anbefalingen passer som hånd i handske med det samarbejde, Furesø Kommune, Centerforeningen, grundejere og butikker i bymidten har opbygget i forlængelse af anbefalingerne fra udviklingsudvalget om Værløse Bymidte tilbage i 2016-2017.

    Med en række af disse anbefalinger ført ud i livet, er det nye arbejde med byudvikling en naturlig forlængelse af det tidligere arbejde, mener udvalget.

    “Vi har i de senere år opbygget et tæt samarbejde med Centerforeningen, grundejere og butikker i Værløse Bymidte. Vi har udviklet byrummet for at gøre det rart at opholde sig i. Der er kommet nye siddemuligheder, en ny plads og pavilloner til events i sommerhalvåret. Nu rykker vi ind i en ny fase, hvor vi for alvor kan sætte gang i udvikling af fremtidens Værløse Bymidte,” siger Susanne Mortensen (C), formand for Udvalget for byudvikling og bolig på vegne af udvalget.

    Med udvalgets godkendelse vil forvaltningen invitere til dialogmøder med grundejere, potentielle byudviklere og Centerforeningen.

    “Vi fortsætter den dialog, som er i gang nu. Vi har en idé om, at flere boliger vil være et godt træk for byudviklingen i Værløse Bymidte, men vi skal høre, hvad grundejerne ser af muligheder og hvilke udfordringer, der følger med. På den måde kan vi lave en plan, som er forankret hos dem, som kan realisere den, og som samtidig afspejler en bymidte, der er attraktiv både at besøge og bo i, “tilføjer hun.

    Søren Engberg, formand for Værløse Bymidte Centerforening understreger, at det er en både svær og spændende opgave.

    “I 2020 og her i det nye år har vi oplevet en rigtig god interesse for at skabe ny aktivitet i bymidten. Aktivitet, der går på at skabe oplevelser og underbygge fællesskabet på bymidten. Men det har været en svær tid at gøre det i. Så netop derfor giver det mening at begynde processen med de interessenter, der er tættest på. Vi glæder os rigtig meget til at høre, hvad der kommer ud af dialogmøderne og til at høre, hvilke idéer de forskellige interessenter har,” siger han.

    Kontakt:

    Susanne Mortensen (C) email: smo@furesoe.dk

    Formand Søren Engberg email: soren.engberg@meny.dk

    Lene Bang (A) email: lba1@furesoe.dk

    Lars Carpens (V) email: lcar@furesoe.dk

    Lene Munch-Petersen (A) email: lmp@furesoe.dk

    Søren Bronee Bronér (I) email: sbb1@furesoe.dk

    Niels Bjerre Degn (A) email: nbd1@furesoe.dk

    Preben S. Pettersson (A) email: psp@furesoe.dk

    By- og kulturdirektør Claus Torp email: clt1@furesoe.dk

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/samarbejde-om-udvikling-af-vaerlose-bymidte?releaseId=13609340

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **