PRM / Regeringen vil bede ATP hjælpe med kontaktopsporing

    Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

    Regeringen vil opruste den kontaktopsporing, som myndighederne sætter i gang, når en borger testes positiv for COVID-19. Det skal ske ved, at ATP, et af landets største administrationsselskaber afsætter 700 mand til opgaven. Regeringen vil inddrage Folketinget og er klar med økonomien, så ATP kan gå i gang med at forberede etableringen af det callcenter, der skal styrke smitteopsporingen i Danmark.

    – Smitteopsporingen har ikke fungeret godt nok og kunne i december ikke følge med smitteudviklingen. Derfor har vi brug for markant oprustning med nye kræfter, der har konkret erfaring med den slags arbejde, nu hvor vi ruster os til en situation, hvor de mere smitsomme mutationer tager over. Vi rykker nu med en markant skærpelse af smitteopsporingen, så den reelt vil være parat til at løfte denne vigtige del af epidemikontrollen fremover, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

    Regeringen har løbende udbygget og oprustet kontaktopsporingen i regi af Styrelsen for Patientsikkerhed, som med bistand fra politiet står for at opspore smittede og deres nære kontakter. I lyset af nye og mere smitsomme COVID-varianter i Danmark er der nu behov for yderligere udbygning hurtigt. Dette skal sikre, at kontaktopsporingen kan følge med, hvis smitten pludselig stiger markant.

    – Med mange smittede og indlagte er vi desværre på ingen måder ovre coronaen. Den huserer stadig, og vi skal gøre, hvad vi kan for at forhindre, at smitten spreder sig. Her er smitteopsporing en vigtig del. Jeg er derfor glad for, at ATP har erklæret sig parat til at hjælpe. ATP har stor erfaring med at oprette og styre callcentre, der kræver, at mange er klar ved telefonenerne. Det er der brug for. Vi vil inddrage Folketinget i det videre arbejde, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

    Regeringen vil afholde løn og omkostninger i forbindelse med de 700 medarbejderes arbejde. Medarbejderne bliver ansat i nyoprettede, midlertidige stillinger, der forventeligt placereres i Udbetaling Danmark under ATP. Udbetaling Danmark har netop erfaring med at drive store callcentre.

    Kontakt:

    Beskæftigelsesministeriets pressevagt: 5123 2830

    Sundhedsministeriet pressevagt: 2123 4727

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/regeringen-vil-bede-atp-hjaelpe-med-kontaktopsporing?releaseId=13609236

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **