Pressemeddelelse fra Freja Ejendomme
I dag kan Freja Ejendomme fortælle, at den kommende adm. direktør for statens ejendomsselskab bliver Christina Jørgensen, som tiltræder stillingen 1. juni. Indtil da fortsætter Karen Mosbech som adm. direktør.
Christina Jørgensen har en solid baggrund i ejendomsbranchen, hvor hun har fungeret som både entreprenør, rådgiver og bygherre. Christina Jørgensen er uddannet bygningsingeniør (IHK 1990) og har i mere end seks år haft ansvaret for projektudvikling i MT Højgaard – de sidste tre år som direktør for Projektudvikling & OPP (offentlige, private partnerskaber). I dag yder hun strategisk bygherrerådgivning via eget selskab.
Hans J. Carstensen, bestyrelsesformand i Freja Ejendomme siger: “På bestyrelsens vegne er jeg rigtig glad for at kunne byde Christina Jørgensen velkommen til Freja Ejendomme. Christina har omfattende erfaring med alle dele af værdikæden i ejendomsbranchen, og er den ideelle kandidat til at tage over efter Karen Mosbech. Jeg og resten af bestyrelsen ser frem til vores fremtidige samarbejde”.
Christina Jørgensen siger: “Jeg er meget glad for, at valget er faldet på mig, og jeg ser frem til at blive en del af teamet i Freja. Jeg har med interesse fulgt de flotte resultater, som Freja har opnået under Karen Mosbechs ledelse, og jeg ser det som et stort privilegie, at skulle fortsætte denne udvikling sammen med Carsten Rasmussen og hele organisationen. En organisation som er respekteret for at være både dedikeret, ordentlig og præget af høj faglighed.
Jeg har arbejdet med ejendomme i mange år, og når man som jeg brænder for bæredygtig og værdiskabende udvikling, så tror jeg ikke, at der findes en mere spændende stilling i branchen. Jeg glæder mig til at tiltræde den 1. juni”.
Karen Mosbech, adm. direktør i Freja Ejendomme siger: “Jeg er utrolig glad på Frejas vegne over, at man har valgt at ansætte Christina Jørgensen. Hun er kendt som en meget driftssikker og kompetent leder, med en stor faglighed og viden om branchen. Jeg ønsker hende al det bedste i denne spændende stilling”.
Kontakt:
Freja Ejendomme: Thomas Endelt Andersen (50705334, tea@freja.biz)
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/freja-ejendomme-udpeger-ny-administrerende-direktor?releaseId=13609140
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








