Pressemeddelelse fra Furesø Kommune
Et flertal i Udvalget for byudvikling og bolig besluttede onsdag den 13. januar, at forvaltningen skal arbejde med udvikling af Akacietorvet og den tilstødende del af Farum Hovedgade. Alle ejere på Akacietorvet inddrages fra starten.
En ny lokalplan og en ændring i kommuneplanen skal give mulighed for restaurant, café og boliger, foruden butikker og liberale erhverv. Samtidig skal der tages hensyn til naboer og parkeringsmuligheder, ligesom planerne skal sikre sammenhæng, helhed og forskønnelse i det historiske miljø, som området indgår i.
Udvalget har truffet beslutningen på baggrund af både konkrete ansøgninger, den nye detailhandelsanalyse og de11 høringssvar, som forvaltningen modtog fra borgere, virksomheder og foreninger i efteråret 2019 under den indledende høring om, hvad der bør ske i området.
Formanden for Udvalget for byudvikling og bolig, Susanne Mortensen (C), fortæller: “Vi er enige i de tilkendegivelser, vi de senere år har fået fra ejere, erhvervsdrivende og foreninger om, at der er behov for nye rammer for området, så det kan udvikle sig og fortsat leve op til sin status som det ene af hovedgadens tre omdrejningspunkter for byliv. Den nye detailhandelsanalyse bekræfter synspunktet – og med den fine istandsættelse af “det hvide center” og renoveringen af både hovedgaden og det lille anlæg ved Akacietorvet er tidspunktet også det rette. Så nu skal det være!”
Næstformand for udvalget, Lene Bang (A), supplerer: “I forlængelse af den positive udvikling af Farum Hovedgade, vil vi også gerne skabe liv i den tomme “Aldi-butik” på Akacietorvet så hurtigt som muligt. Ejerne står parat. Og derfor har vi besluttet først at udarbejde en “lille” lokalplan for denne ene ejendom og så følge op med lokalplanen for resten af området bagefter – selvfølgelig ud fra fælles principper og et samlet blik på hele området. Den “lille” lokalplan for den tidligere Aldi kommer naturligvis i høring, så alle borgere og foreninger har mulighed for at blive inddraget”.
Kontakt:
Susanne Mortensen (C) email: smo@furesoe.dk
Lene Bang (A) email: lba1@furesoe.dk
By- og kulturdirektør Claus Torp email: clt1@furesoe.dk
Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/der-skal-skub-i-planerne-for-akacietorvet?releaseId=13609106
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








