PRM / DN: Ny rapport viser igen forurening af grundvandet

    Pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening

    – Giftrester bliver fundet alt for hyppigt i det danske grundvand. Gifte som er mistænkt for at være hormonforstyrrende for mennesker. Det er en fuldstændig uholdbar situation, og derfor bør Miljøministeren indføre et straksforbud, siger præsidenten og fortsætter:

    – Det er ikke nyt, at undersøgelser viser, at vores grundvand er forurenet. Desværre. Vi har haft denne viden i årevis, og alligevel tøver Ministeren med at gøre noget. Det er ikke godt nok. Vi er nødt til at forbyde disse azoler, så også kommende generationer kan få rent drikkevand.

    De massive problemer med grundvandsforurening af 1,2,4-triazol, fremgår af en ny rapport fra GEUS, fra VAP, Varslingssystem for udvaskning af pesticider til grundvand. 1,2,4-triazol er et nedbrydningsprodukt fra svampegifte, der anvendes på danske korn- og rapsmarker, og som hører til gruppen af såkaldte azol-midler. Sprøjtegiften anvendes også som bejdsemiddel, hvilket betyder at giften nedfældes direkte i jorden, hvorfra giftrester udvasket i stadig større koncentrationer og stadig hyppigere.

    GEUS overvåger nedsivningen af pesticider til grundvandet på 5 til 6 test-marker. Ifølge den nye rapport fra testmarkerne er der fundet 1,2,4 triazol i 434 ud af 719 grundvandsprøver. Det svarer til 60,4 procent af prøverne. I 23 af prøverne var grænseværdien overskredet, hvilket svarer til 3,2 procent.

    I det helt unge grundvand, drænvandet der strømmer ud til vandløbene, er 1,2,4-triazol fundet i 197 vandprøver ud at 227 analyserede og i 59 vandprøver over grænseværdien, svarende til 86,8 procent og 26 procent over grænseværdien.

    VAP resultaterne viser, at nedbrydningsproduktet 1,2,4-triazol udvaskes, også når sprøjtegiftene ikke har været brugt i flere år. Det betyder, at svampegiften bindes og ophobes i rodzonen i stigende omfang for hver sprøjtning. Ophobning af svampegiftene i rodzonen medfører, at der vil udvaskes stadig større koncentrationer for hver gang, der udsprøjtes gift.

    Azolmidler er mistænkt for at være hormonforstyrrende for mennesker. Tidligere har forsøg fra SDU med azolmidler vist, hvordan drægtige hunrotter eksponeret for svampemidlerne bl.a. viste tegn på forsterskader og unger med misdannede kønsorganer. Stofferne udvaskes også til vandløb, hvor de kan have skadelige effekter for naturen og dyrelivet.

    – Behovet for et indgreb bliver ikke mindre af, at der samtidig er problemer med, at svampegiftene skaber resistens, så svampeinfektioner hos mennesker i nogle tilfælde ikke længere kan behandles. Både miljø- og sundhedsmyndighederne bør veje hensynet til drikkevandet og folkesundheden højere end hensynet til økonomiske interesser i landbruget, siger Maria Reumert Gjerding.

    Ifølge Miljøstyrelsens bekæmpelsesmiddelstatistik fra 2020 er salget af et svampemiddel, tebuconazol, steget fra 45 tons i 2015 til 81 tons i 2017,men faldt i 2018 pga. tørken i 2018.

    Ud over svampegiftrester er der fundet propyzamid i høje koncentrationer i grundvandet på nogle af testmarkerne. Dette stof anvendes som plantegift i raps og andre frøafgrøder. Stoffer er fundet i 17 grundvandsprøver og i 4 over grænseværdien svarende til 29, 8 og 7 procent. I drænvandet blev stoffet fundet i 63,6 procent og 27,3 procent var over grænseværdien.

    Kontakt:

    Pressechef Emil Nielsen tlf.: 31193246 email: emil@dn.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dn-ny-rapport-viser-igen-forurening-af-grundvandet?releaseId=13608307

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **