PRM / Nyt indeks viser et vildt boligår i 2020

    Pressemeddelelse fra home a/s

    Efter en længere pause pga dataomlægning er Home Prisindeks tilbage som et månedligt Home Boligbrief udvidet med såvel handelsaktivitet som fremvisninger. (se vedhæftede)

    Home Boligbrief, der udarbejdes og udsendes i samarbejde med Danske Banks økonomer på baggrund af handlerne i Home-kædens 179 butikker, understreger i premiereudgaven med data til og med december 2020 en markant udvikling det seneste år.

    Udviklingen fra november til december viser fremgang på landsplan i både priser, handler og fremvisninger.

    “Mest markante er sommerhusene – endnu engang – med næsten 18 % flere fremvisninger og over 40 % flere handler end i november. Selv priserne præsterer en lille fremgang i årets sidste måned, der ellers plejer at være en måned på absolut vågeblus for sommerhussalgets vedkommende. En absolut atypisk afslutning på et absolut bemærkelsesværdigt år for sommerhussalget,” siger boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.

    Home Boligbrief viser også udviklingen det seneste år. Blandt andet, at denne december bød på ca. 135 % flere sommerhussalg end for et år siden.

    Comeback til lejlighederne
    Ejerlejlighederne, som faktisk blev ramt hårdest, da corona kom til Danmark, er kommet sig og præsterer den største prisstigning fra december 2019 til december 2020 på næsten 10 % højere salgspriser på baggrund af ca. 37 % flere handler.

    “Det vidner om et stærkt comeback til lejlighederne, og det ser også ud til flere lejlighedshandler de kommende måneder,” fastslår Homes markedsanalytiker og peger på hele 82 % flere fremvisninger af lejligheder i december sammenlignet med samme måned for et år siden.

    “Fremvisningerne har betydning, fordi de typisk ligger 1-2 måneder før, vi kan registrere handlerne, og dermed er en tidlig indikator for antallet af handler i pipeline.”

    Den regionale udvikling
    I Region Hovedstaden var der faktisk en endnu større fremgang i antallet af fremvisninger af lejligheder på næsten 97 %, viser Home Boligbrief, der har regionale tal for huse og lejligheder i Hovedstaden samt for huse i de øvrige fire regioner.

    Her kan man blandt andet se, at Region Nordjylland udmærker sig. Der var i december næsten 63 % flere hushandler end i december året før, 59,5 % flere fremvisninger og en stigning i salgspriserne på hele 15,8 %.

    De øvrige regioner byder generelt også på markant fremgang på alle målepunkter. Dog ses der en vis opbremsning i markedet for villaer og rækkehuse i Region Hovedstaden sidst på året.

    Antallet af handler er således faldet med 4,4 % fra november til december, lige som priserne knap holder skindet på næsen i december med et lille fald på 0,2 %.

    “Det er for tidligt at sige, om huspriserne i Region Hovedstaden har nået en foreløbig top; det må de kommende måneder vise,” siger Henrik Hauthorn Jensen.

    I december lå hovedstadens huspriser 5,7 % højere end for et år siden.

    En forklaring på det lavere salgsgear kan også findes i, at udbuddet af villaer og rækkehuse er faldet allermest i regionen, med knap 40 procent færre boliger til salg end for et år siden, viser tal fra Boligsiden.

    Næste udgave af Home Boligbrief for januar 2021 udsendes i starten af februar.

    Kontakt:

    Presseservice & analyse Henrik Hauthorn Jensen tlf.: 2043 3514 email: hehj@home.dk

    Presseservice & analyse Michael Dalsager tlf.: 2043 3614 email: mida@home.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-indeks-viser-et-vildt-boligar-i-2020?releaseId=13607435

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **