PRM / Irma fordobler salg af varer fra små leverandører

    Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S

    Under Corona-krisen er de mindste producenter af både drikke- og fødevarer blevet hårdt ramt, da restauranter og cafeer blev lukket.

    Men i København har kunderne bakket dem kraftigt op. Således har Irma i to forskellige kampagner fordoblet salget af varer fra sine mindste leverandører.

    I foråret indledte kæden kampagnen #Tænksmåt, hvor man bl.a. lavede nogle hjælpepakker med varer fra en række af de små producenter. Dem blev der solgt over 700 af.

    I den anden Corona-bølge åbnede Irma Bar22, hvor man solgte drikkevarer fra producenter, der ikke længere havde salg til cafeer og restauranter. Det medførte også en stigning på 100 procent.

    En af dem, der har nydt godt af begge kampagner, er Bybi.

    “Bybi handler i stor grad om fællesskaber. Trods vi ikke har kunne afvikle events, markeder og invitere indenfor i Bybi, har vi alligevel mærket fællesskabsånden mere end nogensinde før. Vi vil gerne sige stor tak til Irma og Irmas kunder for at nyde honning og andre lækkerier fra Bybi. Kampagnerne Tænkt Småt og Bar22 har været vores hjælpepakker i 2020. Nu glæder vi os til at plante flere blomster og dyrke nye grønne fællesskaber i 2021,” siger Kathrine Friis, Bybi

    I Irma er konceptchef Trine Meyer stolt over støtten fra Irmas kunder til de små leverandører.

    “Det er ildsjæle som slås for deres idé og deres varer, og det er kvalitetsprodukter, som vi også gerne vil have i vores butikker i fremtiden. Vi har brug for de små i Irma – derfor har det været så dejligt at opleve kundernes opbakning,” siger Trine Meyer.

    Hun forventer, at varer fra små producenter i fremtiden vil fylde markant mere i Irma.

    Yderligere information:

    Konceptchef Trine Meyer, Irma, 5221 3516 / trine.meyer@irma.dk.

    Kathrine Friis, Bybi, 4248 4261

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/irma-fordobler-salg-af-varer-fra-sma-leverandorer?releaseId=13607296

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **