PRM / Guldkvartet er Årets Sportsnavn 2020

    Pressemeddelelse fra Team Danmark

    3 minutter og 44,672 sekunder. Det var præcis den tid, som det tog Danmarks guldkvartet i 4.000 meter holdforfølgelsesløb at slå New Zealand i VM-finalen i Berlin. Tiden var samtidig ny verdensrekord og Lasse Norman Hansen, Frederik Rodenberg, Rasmus Lund Pedersen og Julius Johansens tredje verdensrekord på bare to dage tilbage i februar 2020. Både VM-guldet og de tre suveræne verdensrekorder er årsagen til, at de fire baneryttere nu også kan kalde sig for vindere af Danmarks fornemmeste sportspris i Danmark, Årets Sportsnavn.

    Formand for DIF og dommerkomitéen bag Årets Sportsnavn, Niels Nygaard, fortæller om begrundelsen for valget af vinderne:

    “De fire unge ryttere begik en fuldstændig uhørt præsentation ved at tage verdensmesterskabet på så overlegen vis og samtidig sætte tre suveræne verdensrekorder på to dage. I holdforfølgelsesløb er Danmark oppe imod cykelstormagter, som målt på ressourcer burde slå det danske banelandshold hver gang. Men Danmarks Cykle Union ville i samarbejde med Team Danmarks eksperter det anderledes. De har derfor gennem flere års ambitiøst og intensivt arbejde skabt en guldraket, der overhaler alle stormagterne uden at se sig tilbage, siger Niels Nygaard og fortsætter:

    “I 4.000 meter holdforfølgelsesløb har de allermindste detaljer betydning for succes, og derfor er jeg også vild med, at disciplinen hedder holdforfølgelsesløb med tryk på hold. For VM-sejren var unægtelig en holdpræstation – fra mekaniker og træner til præstationsingeniør og rytter. Derfor går denne triumf og prisen som Årets Sportsnavn 2020 til alle omkring holdet. Titlen er fuldt fortjent”.

    Danmarks fornemmeste idrætspris uddeles i et samarbejde mellem DIF og Team Danmark, og hos sidstnævnte kan formand for Team Danmark, Lars Krarup, ikke andet end at beundre 4.000 meter holdets VM-præstation, som han kalder en præstation til historiebøgerne.

    “Tre verdensrekorder og et verdensmesterskab på blot to dage er en fabelagtig bedrift, der gav genlyd i hele cykelverdenen. Det kan bogstavelig talt ikke gøres bedre til et VM. Selv om 2020 har været et meget specielt sportsår med få mesterskaber, har banelandsholdet været oppe mod nogle meget stærke konkurrenter til Årets Sportsnavn. Men de er de helt rigtige vindere. Både ryttere, trænere og stab har i årevis knoklet på selv de mindste detaljer, og derfor er det fuldt fortjent at de både kan kalde sig verdensmestre, indehavere af verdensrekorden og vindere af Årets Sportsnavn 2020. De fortjener et stort tillykke, og masser af medvind frem mod OL i Tokyo, hvor vi glæder os til at se dem i de røde og hvide farver igen,” siger Lars Krarup.

    Pernille Harder og Viktor Axelsen var også nomineret til Årets Sportsnavn 2020. Den danske anfører var nomineret for den kæmpe succes, hun har haft med både klub- og landshold det seneste år, hvor hun har løftet flere pokaler, scoret et hav af mål og vundet flere personlige titler. Viktor Axelsen var nomineret for sin historiske All England-sejr tilbage i marts, hvor hans drengedrøm gik i opfyldelse ved i finalen at udspille turneringens førsteseedende Chou Tien-Chen.

    Om Årets Sportsnavn

    Det er 30. gang, at Årets Sportsnavn uddeles. Siden 2019 har DIF og Team Danmark stået bag prisen. De første mange år var det DIF og Jyllands-Posten, som var prisens afsendere. Udover æren følger der 75.000 kroner med prisen.

    Udvælgelseskriterier

    De nominerede til Årets Sportsnavn 2020 har DIF og Team Danmark udvalgt på baggrund af følgende kriterier:

    • Global konkurrence: Hvor udbredt er sportsgrenen og disciplinen, og hvor mange af de store idrætsnationer satser på den?
    • Konkurrencen og medaljens karat: Et verdensmesterskab er typisk sværere at vinde end et europamesterskab. En konkurrence med deltagelse af resten af eliten er også sværere at vinde end en med mange afbud og skader.
    • Kontinuitet og forløb: Er der mange på hinanden følgende bemærkelsesværdige resultater? Eller er der gået mange års målrettet arbejde forud for en sejr, så præstationen virker mere fokuseret og mindre tilfældig end den pludselige sejr, som ingen havde regnet med?
    • Folkelighed: Udbredelsen af sporten i Danmark skaber større interesse og dermed et større pres. Samtidig er den interne, danske konkurrence hårdere.

    Dommerkomitéen 2020

    I dommerkomitéen, der fandt den endelige vinder blandt DIF og Team Danmarks tre nominerede sportsnavne, sidder:

    • H.K.H. Kronprins Frederik
    • Michael Laudrup, Sportens Hall of Fame
    • Camilla Martin, Sportens Hall of Fame
    • Kulturminister Joy Mogensen
    • Adm. direktør i Team Danmark, Lone Hansen
    • Bestyrelsesformand i Team Danmark, Lars Krarup
    • Adm. direktør i DIF, Morten Mølholm Hansen
    • Bestyrelsesformand i DIF, Niels Nygaard (formand for komitéen)

    Tidligere vindere af Årets Sportsnavn

    1991: Mette Jacobsen, svømning
    1992: Jesper Bank, sejlsport
    1993: Damelandsholdet, håndbold
    1994: Damelandsholdet, håndbold
    1995: Mette Jacobsen, svømning
    1996: Bjarne Riis, cykling
    1997: Wilson Kipketer, atletik

    1998: Letvægtsfireren, roning
    1999: Camilla Martin, badminton
    2000: Damelandsholdet, håndbold
    2001: Thomas Bjørn, golf
    2002: Tom Kristensen, motorsport
    2003: Nicki Pedersen, speedway
    2004: Letvægtsfireren, roning
    2005: Tom Kristensen, motorsport
    2006: Mikkel Kessler, boksning
    2007: Rasmus Quist og Mads Rasmussen, roning
    2008: Herrelandsholdet, håndbold
    2009: Lotte Friis, svømning
    2010: Caroline Wozniacki, tennis
    2011: Jeanette Ottesen, svømning
    2012: Lasse Norman Hansen, cykling
    2013: Maja Jager, bueskydning
    2014: Camilla Pedersen, triatlon
    2015: René Holten Poulsen, kajak
    2016: Pernille Blume, svømning
    2017: Viktor Axelsen, badminton
    2018: Caroline Wozniacki, tennis
    2019: Mads Pedersen, cykling
    2020: Banelandsholdt i 4.000 meter holdforfølgelsesløb

    For yderligere kommentarer kontakt

    Niels Nygaard, formand for DIF og formand for dommerkomitéen for Årets Sportsnavn, 20737112
    Lone Hansen, adm. direktør, Team Danmark, medlem af dommerkomitéen, tlf. 6038 252

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/guldkvartet-er-arets-sportsnavn-2020?releaseId=13607244

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **