PRM / Her kan du få akut hjælp i julen

    Pressemeddelelse fra Region Sjælland

    Får du brug for lægehjælp henover jul og nytår, skal du kontakte lægevagten, akuttelefonen og i kritiske tilfælde 1-1-2, som du plejer. I forhold til mindre skader vil nogle borgere opleve at skulle køre lidt længere, da de nu skal køre til et af regionens fire akutsygehuse i Nykøbing F., Slagelse, Køge eller Holbæk.

    Årsagen til det er, at Region Sjælland på grund af COVID-19 midlertidigt lukker skadeklinikkerne i Nakskov og Kalundborg, mens skadestuerne i Roskilde og Næstved lukker i aften- og nattetimerne i perioden fra den 24. december 2020 til den 10. januar 2021.

    – Borgerne skal gøre, som de plejer, og ringe til de telefonnumre, de plejer. På den måde er der ikke noget, der ændrer sig. Men borgerne, der bor omkring Kalundborg, Roskilde, Næstved eller Nakskov, kan komme til at opleve længere transporttid. Vi håber på forståelse fra patienterne, for vi er simpelthen nødt til at gøre det på grund af presset fra COVID-19 og af hensyn til vores vigtigste ressource, som er vores dygtige personale, regionsdirektør i Region Sjælland, Per Bennetsen.

    Lægevagterne, som de praktiserende læger bemander, vil ikke være berørt af de midlertidige lukninger.Borgere, der måtte få behov for akut hjælp, henvises til at kontakte lægevagt, akuttelefonen eller i kritiske tilfælde 1-1-2. Det er som altid ikke muligt at møde op uden forudgående aftale.

    Alvorlig COVID-19 situation

    Antallet af indlagte med COVID-19 er i øjeblikket højere end på noget tidspunkt i foråret på Region Sjællands sygehuse med 120 indlagte og heraf 18 på intensiv. Det forventes, at antallet af indlagte vil stige yderligere de kommende uger.

    – Vi lukker skadeklinikkerne og skadestuerne midlertidigt for at sikre, at vi samler vores bemanding, hvor vi har mest brug for den. Og det er på de sygehuse, hvor vi har COVID-19 patienter. Derudover vil vi gerne undgå at inddrage ferie fra andre medarbejdere, som ville være alternativet. For vi skal gøre alt for at sikre os, at vi ikke bare kommer godt ind i det nye år, men at vi også har personale klar i 2021 til at hjælpe os alle gennem COVID-19-krisen, siger Per Bennetsen.

    Derfor lukker skadeklinikkerne i Nakskov og Kalundborg fra den 24. december 2020 til den 10. januar 2021, mens skadestuerne i Roskilde og Næstved lukker i aften- og nattetimerne i samme periode.

    Der vil konkret ske følgende ændringer:

    Skadeklinikken i Kalundborg

    Skadeklinikken i Kalundborg lukkes midlertidigt helt ned. Hvis skaden kan håndteres af nærklinikken i Kalundborg i dennes åbningstid, vil det ske.

    Skadeklinikken i Nakskov

    Skadeklinikken i Nakskov lukkes midlertidigt helt ned. Hvis skaden kan håndteres af nærklinikken i Nakskov mellem 14 og 16, vil det ske.

    Skadestuer i Roskilde og Næstved

    På skadestuerne i Roskilde og Næstved begrænses åbningstiderne til kl. 8-16.

    Kontakt:

    Per Bennetsen, regionsdirektør i Region Sjælland, 30 66 03 77

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/her-kan-du-fa-akut-hjaelp-i-julen?releaseId=13607145

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **