Pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp
Krigen er sat på pause, og der er håb om varig fred. Men det er stadig livsfarligt for børn og voksne at bevæge sig rundt i de libyske byer. Krigens sprængfarlige efterladenskaber gemmer sig under murbrokkerne.
Det skal Folkekirkens Nødhjælp være med til at lave om på. Nødhjælpsorganisationen har fået penge fra den danske regering til at rydde op i Tripoli. Den ueksploderede ammunition skal fjernes. Hverdagen skal genetableres uden frygt for at blive sprunget i luften på vej til skole eller på vej hjem fra markedet.
“Jeg er både glad og stolt over, at vi kan være med til at hjælpe libyerne fri af den overhængende fare, der præger helt almindelige menneskers hverdag. Kampene i Tripoli har været ekstrem hårde, og der venter et stort arbejde med at fjerne alle de sprængfarlige genstande,” siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen. Hun refererer til, at mere end 15 procent af alt affyret ammunition aldrig eksploderer.
Folkekirkens Nødhjælp har i flere år ryddet landminer og anden ammunition i nogle af Libyens mindre byer. Den danske nødhjælpsorganisation har opereret i Libyen, siden det arabiske forår førte til en militær konflikt mellem oprørere og Muammar al-Gadaffis regime. Det ledte til en NATO-intervention, der skulle vælte regimet, og i sidste ende blev mangeårige diktator myrdet af en lokal oprørsmilits. Folkekirkens Nødhjælp kom Libyen for at alt den ammunition, der ikke detonerede korrekt, da NATO bombede Libyen. Men diktatorens fald efterlod et enormt magtvakuum. Våbenlagre stod åbne til nærmest fri afbenyttelse for landets mange militante grupperinger, og landets deroute gik stærkt.
Efter 10 års borgerkrig er der mere end nogensinde behov for ammunitionsrydning. Og med en ny donation på 5 millioner kroner fra Danmarks Freds- og Stabiliseringsfond kan Folkekirkens Nødhjælp nu påbegynde det store oprydningsarbejde, der venter i den libyske hovedstad.
“Ammunitionsrydning er afgørende for, at libyerne kan påbegynde genopbygningen af deres land. Hvert år dør flere end 2000 mennesker på grund af landminer og andet ueksploderet ammunition. Men krigens efterladenskaber slår ikke kun folk ihjel. Det fastholder millioner mennesker i frygt og fattigdom,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.
Det er ikke tilfældigt, at Folkekirkens Nødhjælp er blevet udvalgt til at rydde op efter den libyske borgerkrig. Organisationen har arbejdet med ammunitionsrydning siden 90ernes krige på Balken, og i dag råder Folkekirkens Nødhjælp over nogle af verdens dygtigste folk på området.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/folkekirkens-nodhjaelp-skal-rydde-op-efter-borgerkrigen-i-libyen?releaseId=13606965
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








