PRM / Egedal Kommune sætter ind mod ensomhed i juledagene

    Pressemeddelelse fra Egedal Kommune

    Boblberg der er et digitalt mødested, med flere end 330.000 brugere, skal bane vejen for fællesskab og frivillighed og forhindre uønsket ensomhed og psykisk sårbarhed. Her kan borgerne møde hinanden og “boble” om fælles interesser, oplevelser, sociale aktiviteter og meget mere. Det kan være alt lige fra et ønske om at starte en strikkeklub, at finde en fast reservebedste til sine børn eller en løbemakker til en enkelt løbetur i ny og næ. Og så er Boblberg gratis at bruge.

    – Aftalen er en forlængelse, af den politiske indsats vi har sat i gang mod ensomhed, som corona-pandemien har medført. Rigtig mange mennesker kan føle sig ensomme i de kommende uger, hen over jul og nytår, derfor har vi også indgået i samarbejdet fra dags dato, så vi har et godt tilbud til alle Egedalborgere allerede fra i dag i denne lidt mærkelige periode, siger Egedals Borgmester, Karsten Søndergaard.

    I Egedal har 2500 borgere allerede vist deres interesse for at blive en del af Boblberg, og det tolkes som et tegn på, at der er et stort behov for fællesskab og netværk i en meget anderledes tid.

    Borgerne i Egedal får også adgang til “SnakSammen” og “Julevenner”. “SnakSammen” er udviklet af Boblberg og Røde Kors under coronapandemien, og er et gratis online-tilbud til borgere, der ønsker nogen at snakke med, når man ikke kan mødes fysisk. I “SnakSammen” er det frivillige fra Røde Kors, der fungerer som en slags digitale besøgsvenner via video på enten pc, tablet eller smartphone.

    – Vi har jo her i kommunen stor fokus på borgernes fysiske og mentale sundhed, og Boblberg er det nyeste tiltag til at styrke især den mentale sundhed blandt borgerne. Mens social isolation kan påvirke den mentale sundhed negativt, kan dét at være med i sociale fællesskaber styrke den mentale trivsel. Derfor er vi glade for at kunne tilbyde borgerne et nyt fællesskab gennem Boblberg, siger Vicky Holst Rasmussen, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Egedal Kommune.

    Al aktivitet På Boblberg.dk er brugerdrevet af de mere end 330.000 brugere. Her skriver borgere sammen i selvoprettede opslag, hvor de deler fælles interesser, oplevelser og sociale aktiviteter – men ogsåÌ? svære emner, som f.eks. ensomhed og psykisk sårbarhed.

    Nye venskaber

    Brugerne kan finde støtte og skabe nye sociale relationer, som de kan tage med ud i den virkelige verden. Eksemplerne er mange – nogle har fundet træningsmakkere, andre at strikke med, nogle til madhygge eller ganske enkelt nogle med samme ønske om at starte nye venskaber.

    På Boblberg bliver brugerne inspireret og inviteret til at bruge lokalsamfundet på nye måder og i fællesskab med andre. På samme måde kan brugerne inspirere hinanden til at blive frivillige i lokalsamfundet.

    Det er gratis for alle i Egedal Kommune at oprette en profil på Boblberg.dk

    Læs mere om Boblberg her:
    BOBLBERG

    Fakta om Boblberg:

    – Mere end 330.000 medlemmer er en del af Boblberg

    – I Egedal Kommune har 2500 borgere vist interesse for at blive medlem.

    – Boblberg er gratis, tilgængeligt på alle enheder og der er medlemmer fra 15-94 år.

    – Boblberg er udviklet i samarbejde med tre af landets kommuner, 2.500 borgere fra hele Danmark og et stort udsnit af organisationer, som har berøring med kultur, fritid, sundhed og det frivillige.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Rasmus Øhlenschlæger tlf.: 72596203 email: raoh@egekom.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/egedal-kommune-saetter-ind-mod-ensomhed-i-juledagene?releaseId=13606864

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **