PRM / Norlys Vækstpulje støtter 250 projekter og initiativer med 18,6 mio. kr.

    Pressemeddelelse fra Norlys

    SE og Eniig gik i 2019 sammen og skabte Norlys. I den forbindelse besluttede energi- og telekoncernens repræsentantskab at etablere Norlys Vækstpulje. I november og december godkendte vækstpuljen de første 250 ansøgninger og har dermed bevilget 18,6 millioner kroner til gode initiativer og projekter, der kommer andelshaverne til gavn.

    – Vi har modtaget mange spændende ansøgninger, og vores fire vækstpuljebestyrelser har udvalgt en lang række rigtig gode projekter, som passer ind i vækstpuljens formål. Der er blandt andet flere innovative projekter, som også peger ind i den grønne omstilling, og så er der mange små og store projekter, der bidrager til fællesskabet i lokalområderne. Vi glæder os over at kunne bakke op om de gode initiativer gennem vækstpuljen, siger Steen Thomsen, vækstpuljeansvarlig i Norlys.

    Stor interesse for vækstpuljen

    Norlys Vækstpulje er en videreførelse af den tidligere SE Vækstpulje, som opererede i det syd- og sønderjyske samt i et mindre område i Nordjylland. Norlys Vækstpulje dækker størstedelen af Jylland og har i denne første samlede ansøgningsrunde modtaget 999 ansøgninger, hvoraf cirka en fjerdel har fået støtte.

    – Vi har fokus på projekter, der passer ind i vækstpuljens formål. Nemlig at støtte innovative tiltag og aktiviteter, der bidrager til fællesskab og en grøn og digital samfundsudvikling. Det er først og fremmest projekter, der rammer inden for vores ejergeografi – altså der hvor vores andelshavere bor. Vi er jo et andelsselskab, og det er vigtigt for os fortsat at være nærværende og synlige lokalt, siger Steen Thomsen videre.

    Fra små lokale fællesskaber til store formidlingsprojekter og bæredygtige tiltag

    Det er alt lige fra de helt små lokale initiativer i foreninger, sportsklubber og lignende til store innovative projekter og bæredygtige tiltag, der har fået støtte fra puljen.

    – For os er det vigtigt at ramme bredt i de initiativer, vi støtter. Vores andelshavere er helt almindelige danskere, og det er dem, der skal mærke værdien af vækstpuljen. Derfor er der både plads til de mindre bevillinger på få tusinde kroner til den lokale forening og til de helt store projekter. I denne omgang har vi eksempelvis også givet 500.000 kr. til to større projekter, slutter Steen Thomsen.

    Energimuseet i Bjerringbro har fået 500.000 kr. til et formidlingsprojekt omkring Power to X og Nibe Festival har tilsvarende fået 500.000 kr. til at etablere en grøn energiløsning, der kan dække festivallens strømforbrug.

    Næste ansøgningsfrist til Norlys Vækstpulje er den 1. marts 2021.

    Kontakt:

    Kommunikationspartner Anne Brandborg tlf.: +45 20250830 email: annbra@norlys.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/norlys-vaekstpulje-stotter-250-projekter-og-initiativer-med-186-mio-kr?releaseId=13606727

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **