PRM / Slut med turbokyllinger hos Domino’s

    Pressemeddelelse fra World Animal Protection Danmark

    Domino’s Pizza følger nu trop med en lang række andre fastfoodkæder i Danmark og udlandet og udfaser brugen af turbokylling, R308, i deres produkter i alle deres restauranter i Europa.

    Fastfoodkæden har nemlig tilsluttet sig ‘The Better Chicken Commitment’, hvormed de forpligter sig til at højne dyrevelfærden for kyllinger i deres produkter på en række parametre, herunder udfasning af den udskældte turbokylling senest i 2026.

    “Vi arbejder hele tiden på at blive en mere bæredygtig virksomhed. Vi er i samarbejde med vores leverandører blevet enige om en lang række tiltag for at forbedre velfærden for kyllingerne,” siger André ten Wolde, adm. direktør i Domino’s Pizza Enterprises Europe.

    Forbedringen vil have stor betydning ikke blot for de kyllinger, der leveres til de danske restauranter, men er gældende for hele det europæiske marked, der tæller over 1000 butikker i seks lande. I alt producerer kæden 70 millioner pizzaer hvert år.

    I Danmark har en række kæder som for eksempel Espresso House, Cafe Vivaldi, 7-Eleven og Halifax valgt at gå forrest og forpligtet sig til at udfase turbokyllinger allerede fra 2022, hvor den internationale norm på området er 2026.

    “Det er godt at se, at Domino’s nu fjerner turbokyllinger fra menuen. Det er på høje tid, at fastfoodindustrien tager ansvar for dyrevelfærden og giver forbrugerne mulighed for at træffe det rette valg, når de bestiller,” siger Esben Sloth, kampagnechef i World Animal Protection Danmark, og fortsætter:

    “Det har en kæmpe effekt, når en så stor spiller på markedet rykker på området. Vi ved, at Domino’s er i dialog med leverandører af kyllinger, der lever op til de nye krav og håber på, at de hurtigt kan finde leverandører, så deres udfasning af turbokyllinger kan ske så tidligt som muligt.”

    Kontakt:

    Pressechef Lisbeth Kjær Larsen tlf.: +45 26136935 email: lisbethkjaer@worldanimalprotection.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/slut-med-turbokyllinger-hos-dominos?releaseId=13606693

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **