PRM / Midlertidigt PCR-testcenter rykker til Værløse op mod jul

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Furesøs borgere får nu en ekstra mulighed for at komme til test i de næste fem dage – fra den 18. til og med den 22. december. Tilbuddet er for de, der har symptomer på corona eller er nær kontakt til en smittet. I det midlertidige testcenter anvendes den såkaldte PCR-test, der giver 98 procent sandsynlighed for et korrekt resultat.

    Onsdag fordoblede Falck sine muligheder for de såkaldte hurtigtests med et nyt testcenter i Farum Arena. Dermed er der i den kommende tid nu god mulighed for at blive testet.

    “Region Hovedstaden har taget imod vores invitation og reageret lynhurtigt på en bekymrende situation, hvor smittetallet i Furesø er for højt. De 300 personer, der dagligt kan blive testet i Værløse, vil tage lidt af presset fra de faste regionale teststeder. Samtidig kan alle de, der gerne bare vil være sikre på, at de ikke har corona, søge mod Farum. Her kan Falck teste 1500 om dagen og borgerne får svar med det samme, om de er Covid19-positive,” siger Furesøs borgmester, Ole Bondo Christensen (A).

    Testcentret bliver i Værløse Hallernes badmintonhal på Stiager, som har separat ind- og udgang og er handicaptilgængeligt. Placeringen er central i forhold til Værløse Bymidte med S-toget tæt på og gode parkeringsforhold.

    Borgere og medarbejdere springer til

    Det er med ultrakort varsel lykkedes Jobcenter Furesø at kontakte otte ledige borgere, der nu instrueres i opgaven med at pode sammen med kommunale medarbejdere, der har meldt sig til opgaven. Kommunens erfarne podere kommer til at overvåge og guide indsatsen i alle fem dage. De faste kommunale podere arbejder normalt på Furesøs egne testenheder for sundhedspersonale. De ledige bidrager desuden til det praktiske arbejde omkring testcentret, som medarbejdere i Furesø Kommune nu er ved at etablere.

    “Mange mennesker strækker sig langt lige nu for at tage hånd om smittesituationen. Jeg er rigtig glad for, at regionen har lyttet til vores ønske om lokal testkapacitet i både Værløse og Farum, og jeg er stolt over, at vi har borgere og medarbejdere, der springer til med så kort varsel og griber muligheden for at hjælpe til med testcentret,” siger Ole Bondo Christensen (A).

    Testcentret på Stiager 8, Værløse Hallerne

    Du kan blive testet uden tidsbestilling i perioden 18.-22. december.

    Fredag 11-16, øvrige dage 9-16. Husk mundbind og sundhedskort.

    Kontakt:

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Ole Bondo Christensen (A), borgmester i Furesø Kommune, tlf 72165200
    Tine Gram, velfærdsdirektør i Furesø Kommune, tlf. 72164800
    Rasmus Gorm Hansen, kommunikationskonsulent i Furesø Kommune, tlf.72165382

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/midlertidigt-pcr-testcenter-rykker-til-vaerlose-op-mod-jul?releaseId=13606686

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **