PRM / Nye vicedirektører i Styrelsen for Patientsikkerhed

    Pressemeddelelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed

    Birgitte Drewes og Dorthe Eberhardt Søndergaard er Styrelsen for Patientsikkerheds nye vicedirektører.

    Birgitte Drewes er 47 år, uddannet jurist og kommer fra en stilling som enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed. Birgitte Drewes har siden 2017 haft det ledelsesmæssige ansvar for styrelsens opgaver vedrørende autorisation af sundhedspersoner, dataunderstøttelse af det risikobaserede tilsyn, EU-sygesikring samt diverse organisationsunderstøttende it-opgaver, bl.a. implementering af GDPR, informationssikkerhed og koordination af it-leverancer og -bestillinger. Under COVID-19 har Birgitte Drewes haft en nøglerolle i forhold til at sikre arbejdsgangs- og it-understøttelse til smitteopsporingen.

    Før Birgitte Drewes kom til Styrelsen for Patientsikkerhed, har hun bl.a. været afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen og sektionsleder i Lægemiddelstyrelsen.

    Birgitte Drewes ansvarsområde vil være Coronaopsporing og tværgående it.

    Birgitte Drewes er tiltrådt 15. december 2020.

    Dorthe Eberhardt Søndergaard er 52 år, uddannet jurist og kommer fra en stilling som afdelingschef i Sundheds- og Ældreministeriets departement med ansvar for Patientsikkerhed, Medicin og Global Sundhed. Dorthe Eberhardt Søndergaard har arbejdet med Internationale forhold, lægemidler, personlig medicin og data, jura og lovkvalitet.

    Før Dorthe Eberhardt Søndergaard kom til sundhedsområdet i 2005, var hun 10 år i Indenrigsministeriet på forskellige områder.

    Dorthe Søndergaard Eberhardt tiltræder 1. februar 2021.

    “Det er to dedikerede vicedirektører, som Styrelsen for Patientsikkerhed ansætter, og jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet med dem. Vi er i en rivende udvikling og har haft et betydeligt vokseværk i forbindelse med smitteopsporingsindsatsen under COVID-19. Derfor er jeg glad for at kunne styrke smitteopsporingen og hele it-understøttelsen med Birgitte Drewes som vicedirektør. Jeg er samtidig glad for at kunne understøtte styrelsens øvrige fagområder med Dorthe Eberhardt Søndergaard som vicedirektør. Dorthe har et indgående kendskab til Styrelsen for Patientsikkerhed og det sundhedsjuridiske område fra sin tid som afdelingschef i Sundheds- og Ældreministeriet,” siger Anette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nye-vicedirektorer-i-styrelsen-for-patientsikkerhed?releaseId=13606675

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **